Tre år efter at startboksen på Klampenborg satte punktum for hans karriere på flad bane, står Stutteri Hjortebo-opdrættede Dunkerque lørdag eftermiddag i et af den britiske forhindringssæsons største handicaps. Paddy Power Gold Cup på Cheltenham har £160,000 i samlet præmiesum og £91,120 til vinderen — mere end 6-årige Dunkerque har tjent i hele sin karriere tilsammen.

Løbet rides lørdag kl. 15.20 dansk tid over 4.064 meter på Cheltenhams Old Course, hvor der er 16 forhindringer at springe. Det er et Grade 3-handicap i klasse 1 for 4-årige og ældre, og 15 heste er starterklæret.
Dunkerque (Appel Au Maitre) har fået nummer 15 og bærer feltets laveste vægt, 65,8 kilo. Hans britiske handicaptal er 132, og dermed bærer han godt 10 kilo mindre end topvægten Matata (Vadamos), som Nigel og Willy Twiston-Davies træner for Simon Munir og Isaac Souede.
Sean Quinlan rider, som han har gjort ved alle Dunkerques sejre i år, Jennie Candlish træner, og ejeren er Shaun Henley. Til gengæld er Dunkerque feltets største outsider — de priser, de internationale bookmakere viste onsdag, lød på 66/1 og 100/1.
Favoritten er Ben Pauling-trænede Meetmebythesea (Watar) til 4/1 med Harry Cobden i bøjlerne. Han ejes af John P. McManus og er født i marts 2020 ligesom Dunkerque. Dan Skelton har tre heste med i løbet, Henry de Bromhead to, og også Paul Nicholls og Jonjo O’Neill er repræsenteret.
Over forhindringer har Dunkerque endnu ikke skuffet. Syv starter i steeplechase har givet fire sejre, to andenpladser og en tredjeplads — han har været blandt de tre i hver eneste af dem. Det begyndte på Southwell 11. maj med trekvart længde til Seaview Rock (Saddler’s Rock), fortsatte på Kelso den 24. maj og igen på Newton Abbot 3. juni, hvor han vandt med 4¼ længde.
I juli blev han anden på Cartmel, i august vandt han med 10 længder på Stratford, i september blev han slået med en hals på Perth, og senest sluttede han tredje på Warwick den 22. september — hans eneste start over mere end 4.526 meter, og en start, hvor han gik ud som favorit.
Handicaptallet er i samme periode gået fra 125 til 132. Og et tal mere er værd at holde fast i: alle syv steeplechase-starter har ligget i klasse 3 og 4. Lørdag er klasse 1. Førstepræmien er til gengæld større end alt, hvad Dunkerque har tjent i hele sin karriere.

Hjemme i Danmark var Dunkerque ejet af Michael Jakobsen og Peter Rasmussens Stald Seaside og trænet af Søren Jensen. Som 3-årig vandt han to gange på stribe på Klampenborg i sommeren 2023 — den anden var Stutteri Hjortebo Derby Consolation, hvor han sejrede med fem længder i en tid, der var mere end et sekund hurtigere end Slava Ukrainis (Moohaajim) vindertid i selve Derbyet.
Men det blev hans sidste start på flad bane. Startboksen blev et uoverstigeligt problem, og han blev bortvist før både Breeders’ Trophy Classic på Bro Park, Breeders’ Prize Classic på Øvrevoll og to løb hjemme på Klampenborg. I efteråret 2024 blev han solgt til Poetry In Motion Syndicate og Gavin Cromwell i Irland, debuterede over forhindringer på Thurles i februar 2025 og vandt en enkelt gang på Ballinrobe samme sommer. Siden slutningen af januar i år har han stået hos Jennie Candlish.
Over forhindringer er der ingen startboks.

Dunkerque er helbror til årets svenske Derbyvinder. Doc Holliday (Appel Au Maitre) vandt Svenskt Derby den 12. juli med ni længder til Missing (Red Cactus) i en trippel for Stutteri Hjortebo, trænet af Niels Petersen og redet af Carlos Lopez for Glæsner Racing, og han havde forinden taget Svenskt Derby Trial.
Brødrenes mor, Silver Seas (Pour Moi), vandt tre løb i Stald Seasides lyseblå farver og var anden i Vinterfavoritternes Ærespræmie, inden hun gik i avlen på Stutteri Hjortebo. Hun er datter af Silvertown (Academy Award), der vandt både Dansk Kriterium og Vinterfavoritternes Ærespræmie og er helsøster til Derbyvinderen Sir Henry, Guineas-vinderne Harbour Light og Beaufort Twelve samt Breeders’ Prize Sprint-vinderen Sir Winston.
Dermed står Dunkerque midt i Allwins-linjen fra Stutteri Elverdam, som dansk og skandinavisk avl har levet højt på i snart fyrre år.

Og så er der navnet. Løbet blev indstiftet i 1960 som Mackeson Gold Cup, og i 1965 blev det vundet af en hest, der hed Dunkirk — den engelske stavemåde af den samme franske havneby, som Michael og Peter navngav deres skimmel efter.
Dunkirk bar den dag topvægten 79,4 kilo og var en af de bedste forhindringsheste, England har haft; Timeform rater ham 186. 61 år senere kommer en navnefælle til start i samme opgør — fra den stik modsatte ende af handicappet.
Fra i år har løbet i øvrigt fået et registreret navn, William Holman Gold Cup, efter træneren, der vandt Grand National tre gange.
Se racecard til Paddy Power Gold Cup Handicap Chase (Grade 3) hér.













