Nyheder om galopsport i Danmark, Sverige og Norge siden 1997 · Horse racing news from Denmark, Sweden and Norway since 1997 · In EnglishPå dansk

Utrolige Candy Ride bedækkede 99 hopper i 2026

Han startede sin løbskarriere på den argentinske pampas

Candy Ride (Ride The Rails) er en solstrålehistorie om en hingst, der snart bliver 28, og som i 2026 bedækkede 99 hopper på Lane’s End Farm i Kentucky til en bedækningstakst på $60.000. Det er et usædvanligt højt antal for en 27-årig hingst.

Candy Ride på Lane’s End Farm i Kentucky.
Candy Ride på Lane’s End Farm i Kentucky. Foto: Lane’s End Farm.

De seneste to år har han bedækket 73 og 74 hopper.

Fra Argentina til Californien

Jeg skrev for to år siden en artikel om Candy Ride, som stadig kan findes her på siden. Men en kort opsummering er, at Candy Ride startede sin karriere som 2-årig i “ikke totalisatorløb” på den argentinske pampas.

Som tre-årig fik han debut og vandt tre løb med kæmpe afstand, og siden blev han årets hest på milerdistancen i Argentina.

Han blev derefter solgt til Californien, hvor han vandt endnu tre løb og sluttede karrieren som ubesejret i seks starter.

En avlskarriere over al forventning

I avlen var der ikke den store interesse fra start, da han aldrig havde løbet i Triple Crown-løbene eller i Breeders’ Cup, men resultaterne viste sig langt over forventningerne, og hurtigt fik han flere og bedre hopper tilmeldt.

I mange år har han hørt til toppen af nordamerikansk avl, og på all-time listen over nordamerikanske avlshingstes samlede indtjening er han nummer fire efter Into Mischief, Tapit og Curlin.

Candy Ride på Lane’s End Farm i Kentucky.
Candy Ride på Lane’s End Farm i Kentucky. Foto: Lane’s End Farm.

I 2027 udbyder Lane’s End Farm ham til en uændret pris på $60.000. På samme stutteri står en af hans bedste sønner, Twirling Candy, der i 2027 er sat til $75.000. Så Candy Ride er fortsat en rigtig god forretning for Lane’s End.

To sønner i den amerikanske top

To af hans øvrige sønner hører til i den absolutte top i USA – og kan være kommende champions.

Gun Runner er 13 år og står på Three Chimneys Farm i Kentucky, til privat takst. I 2026 bliver han nummer tre på den samlede nordamerikanske statistik, men på 3-årstatistikken ser han ud til at vinde. Det er bl.a. hingsten Further Ado, der trækker godt i regnskabet, og som netop har vundet Breeders’ Cup Dirt Mile (Gr.1).

Vekoma er 10 år og har kun tre årgange til start. Alligevel er han helt oppe som nummer syv på den samlede statistik. Han står på Spendthrift Farm, der er det største af alle i Kentucky, til en bedækningstakst på $100.000.

Her er han staldkammerat med årets blivende champion i USA, Into Mischief (Harlan’s Holiday).

Scroll to Top