fbpx

Domino fortsætter – og fortsætter!

Inge Mette Dejgaard fortsatte sin eventyrlige sæson med at sadle vinder nummer otte, ni og 10 på Klampenborgs St. Leger-dag. “Sidse” sadlede samtlige staldens fire heste og opnåede tre sejre og en andenplads.


Lord Of Dublin og Oliver Wilson vinder Hofjuveler Hertz Ærespræmie. Foto: Burt Seeger.

Domino-stalden lagde ud med Lone Kaj-Nielsens 7-årige Lord Of Dublin (Lord Shanakill), der med en sikker længde besejrede sin 4-årige staldkammerat Heart Of Stone (Showcasing) i Hofjuveler Hertz Ærespræmie over 1400 meter.

Siden blev der fulgt op med det 2-årige stortalent Ina (Anjaal), der tog sin anden sejr på stribe og nu har to sejre og en andenplads bag Svealand-3’eren Acapello at se tilbage på efter tre karrierestarter.

Ina og Rafael de Oliveira besejrer Gimme Love og Palazzi. Foto: Burt Seeger.

Ina vandt foran Bent Olsen-trænede Gimme Love (Reliable Man) og Marc Stotts Palazzi (Center Divider) og fik 22.500 kroner til sin store ejerkreds i Inge Mette Dejgaards anpartsprojekt.

Den 2-årige hoppe blev redet til sejr af brasilianske Rafael de Oliveira, som ligeledes var på pletten for Domino-stalden i eftermiddagens sidste løb på Klampenborg.

Ina og Rafael de Oliveira. Foto: Burt Seeger.

Hér sikrede 4-årige Easter Surprise (Mayson) også en ny dagssejr til Lone Kaj-Nielsen ved at besejre Warp Core og Royal Zem.

Alt i alt tjente Inge Mette Dejgaards fire heste mere end 80.000 kroner på løbsdagen, og det bringer hende ikke alene et godt stykke over 300.000 kroner i årets samlede præmier, men også op i nærheden af en sejrsprocent på 30.

Easter Surprise sikrer den tredje dagssejr til Inge Mette Dejgaard – og den anden til Lone Kaj-Nielsen. Foto: Burt Seeger.

En eventyrlig sæson for Klampenborg-stalden!


Trippel til Fitzsimons

Melissa Jordan vinder foran sine to staldveninder Zahraa og Iwannabetheonlyone. Foto: Burt Seeger.

Mens Inge Mette Dejgaard fik tre individuelle sejre og en double til stalden, lykkedes det for Jägersro-træner Paul Fitzsimons at sadle de tre første heste gennem mål i Cowins Forsikringsmægler Cup.

Hér vandt Melissa Jordan (Cape Cross) for femte gang i år – denne gang under lærling Hanna Mårtensson – og besejrede sine to staldveninder Zahraa (Finjaan) og Iwannabetheonlyone (Appel Au Maitre) efter en medrivende opløbskamp.

Paul Fitzsimons var ikke selv på plads i Klampenborg denne lørdag, idet han havde valgt åringsauktionen på Bro Park.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top