fbpx

Dettori og Gosden dominerede Newmarkets Craven Meeting

De tre første løbsdage med klassiske kandidater og kvalitetsopgør for ældre heste er nu afviklet på Newmarkets Rowley Mile.


Som tidligere nævnt blev løbene domineret af træner John Gosden og jockey Frankie Dettori, der igen i år er et stærkt team, selv om Frankie må træde til side for William Buick når det gælder Godolphins heste.

Fredag vandt Frankie Dettori sprinterløbet Abernant Stakes (Gr.3) med Magical Memory for træner Charlie Hills.


Dagens mest interessante løb var Craven Stakes (Gr.3) over 1600 meter, som er et vigtigt prøveløb til 2000 Guineas (Gr.1).

Her var Dettori og Gosden favoritter med Zoffany-sønnen Foundation, der vandt tre gange som 2-årig på højt niveau.

Gosden udtrykte dog sin tvivl inden dagens opgør, som startede midt i en kæmpe regnbyge.

Og rigtig nok kunne Foundation slet ikke stille noget op imod Stormy Antarctic (Stormy Atlantic), der mødte op med næsten lige så god 2-årsform og i sin sidste start var slået med hoved i det franske Criterium International (Gr.1) af Coolmores Johannes Veermeer.

Stormy Antarctic blev redet af den “lange” George Baker, der vandt Pramms Memorial (Gr.2) for fire år siden med Premio Loco. Hingsten ventes nu til start i 2000 Guineas om godt tre uger.


Craven Meetinget omfatter også et eksklusivt Breeze Up sale med sædvanligvis høje priser. I år blev der fremstillet 56 heste og de 41 blev solgt. Den højeste pris var på 350.000 guineas for en hingst efter War Front-sønnen The Factor.

Det var Coolmore og Stonestreet Stables som fik hammerslag og den går tilbage i træning i USA.

Det var bemærkelsesværdigt, at de fire dyreste hingste alle var efter amerikanske fædre, som utvivlsomt avler mere early speed end sine europæiske kolleger.

De tre øvrige var efter Exchange Rate (340.000 Gns), More Than Ready (300.000 Gns.) og Scat Daddy (270.000 Gns).


Næste storløbsdag i Newmarket er den 30. april, hvor der skal rides Jockey Club Cup, hvor både den irske derbyvinder Jack Hobbs og St. Leger-vinderen, hoppen Simple Verse, ventes til start.

Picture of Hans Erik Westerberg

Hans Erik Westerberg

Fokus: Internationalt / Avl & Auktioner. Født 1940 i København. Tidligere eksportmedarbejder i Rex Rotary, ansat i elektronikvirksomhed i Stockholm og selvstændig med virksomhed i elektronikbranchen i Danmark og Polen indtil 2010. Bestyrelsesmedlem i Klampenborg Galopselskab i 20 år samt formand. Sidenhen formand for Dansk Galop og nuværende bestyrelsesmedlem i Dansk Hestevæddeløb. Hestejer og opdrætter. Har bl.a. ejet Clarion King og er p.t. medejer af Stradivarius. Medforfatter af jubilæumsbogen “150 år med fest, farver og fuldblod”, skrevet i samarbejde med Per Bustrup.

Seneste artikler

Scroll to Top