fbpx

“Derby Larsen” 73 år i dag

Klampenborgs flerdobbelte champion Ole Larsen fylder 73 i dag. Ole Larsen bragede igennem lydmuren som førstejockey under træner Benny Jensen. Parret fejrede fire derbysejre sammen, to hver med Long John og Algarve, med sejrene i Dansk og Svenskt Derby.


Ole Larsen. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Ole Larsen. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Som træner vandt Ole Larsen selv Derbyet første gang med Chinatown, der ligesom Long John og Algave sejrede i både Dansk og Svenskt Derby. Ole Larsen vandt sidenhen flere derbysejre, men intet kunne slå året hvor Chinatown kun viste modstanderne baghovene på begge sider af Øresund.

Med nuværende Øvrevoll-træner Niels Petersens storesøster, Marianne Petersen, som førstedame i stalden, vadede Ole Larsen i succes med base på Skovbogård i Hillerød. I samme årgang som Chinatown trænede Ole Larsen blandt andet Garonne, som tæmmede Chinatown i Dansk St. Leger.

Ole Larsen vandt efterfølgende flere derbysejre, herunder Klampenborgs første millionderby med Farandole foran Mads Bomstærk.

Mellem derbysejrene med Chinatown og Farandole havde Ole Larsen også vundet Dansk Derby med Russian, som solgtes til hans stald bare to måneder forinden, fordi hesten var farlig for sine omgivelser.

Sælgeren Anne Mette Højfeldt i Århus havde ellers købt Russian i 2-årssæsonen af Elo Ervolder for bare 25.000 kroner, men Russian var for vild i dagligdagen for Anne Mette Højfeldt, og han blev derfor solgt til den i Norge bosiddende dansker Freddy Andersen.

”Det er lige i en hest for Ole Larsen med samme far (Town Boy – red.) som Long John”, fortalte Freddy Andersen dengang, og han fik ret. Nogle uger efter købet vandt Russian Jyllandsløbet på sin tidligere hjemmebane i hænderne på Serge Vache, inden træneren selv hoppede i bøjlerne i Dansk Derby.

Russian var først i mål i Dansk Derby foran Clarion King og den senere både svenske og norske derbyvinder Homosassa, som tabte derbysejren i Ordrup Mose da den totalt mistede aktionen på bagsiden.

”Min største trænerfejl i karrieren, at jeg ikke startede Homosassa i Klampenborg en gang inden danskernes derby, sagde en bleg Michael Khan i nederlagets stund.

Voldgiften valgte imidlertid at deklassere Russian fra første til andenplads, en dom Freddy Andersen ankede til overvoldgiften, og nordjyden sparede ikke på omkostningerne. Han hyrede Norges førende forsvarsadvokat, Georg Benestad, og nordmanden var pengene værd, for hans klient fik derbysejren tilbage.

Freddy Andersen nåede kun at smage derbysejrens sødme nogle i få uger. Dagen før Russian skulle starte i Norsk Derby, omkom Freddy Andersen i et flystyrt, kort før indflyvningen til Oslo.

Danmarks nuværende championtræner, Bent Olsen, var inviteret med i flyet fra Århus til Norges hovedstad, men afstod i 11. time, da datteren Leas fødsel var nært forestående.

Russian startede ikke igen efter Dansk Derby.

Ole Larsen lod sig pensionere for flere år siden, og han tilbringer nu vintrene i det thailandske paradis Hua Hin. Han er dog stadigvæk en hyppig gæst på de skandinaviske baner i sommerperioden, ikke mindst når de unge rider om kap i Ole Larsen Young Riders’ Championship.

GalopSport ønsker stort tillykke.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top