fbpx

Den danske Derby-Weekend genoplives

Efter sæsonens sidste løb søndag eftermiddag, holdt Klampenborg Galopbanes direktør Nicholas Cordrey en takketale til personalet og pressen. En sober og glimrende beretning, hvor direktøren også kom ind på sæsonplanen 2016, som byder på noget af en nyhed.


Dansk Derby og Scandinavian Open bliver næste år redet i samme weekend, på den første lørdag og søndag i august. Scandinavian Open om lørdagen og Dansk Derby dagen derpå.

”Vi tror, at det kan blive en forrygende weekend”, skønner Nicholas Cordrey. Med flytningen af Scandinavian Open undgår løbet at havne midt i slutrunden til EM i fodbold, hvor det ligger fast, at enten Danmark eller Sverige løser billet, da arvefjenderne møder hinanden i play off-kampe senere på måneden.


”Vi går en løbsdag ned til næste år i forhold til 2015, 20 mod 21″, fortsatte Nicholas Cordrey. “Vi kender ikke de økonomiske rammer for den kommende sæson endnu, men må nok påregne, at vi som alle øvrige baner i Danmark mister tilskud”, antager direktøren.

”Jeg glæder mig til at være med i hele opstarten til næste sæson, hvor vi skal forbedre salget af sponsorater, og også gerne undgå som i dag at løbe samtidig med Jägersro”.

Den samlede omsætning på Klampenborgs finaledag i de skandinaviske puljer blev på sølle 422.947 kroner, men banespillet var klart godkendt med 200.101 kroner.

”Vi har forbedret både banespillet og tilskuertallet i år”, afsluttede Nicholas Cordrey, inden han og flere øvrige kiggede indenfor til Søren Jensens sammenkomst i Racing Club, i anledning af trænerens forestående 60 års fødselsdag.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top