fbpx

Debut til Derbyvinderens lillesøster

Søndagens første løb på Damernes Dag i Klampenborg tiltrækker især opmærksomhed omkring Tina Mortensen-trænede Saint Javelin. Den debuterende 2-årige hoppe er nemlig helsøster til årets Derbyvinder Slava Ukraini.


Slava Ukraini (til venstre) sammen med Gravity. Førstnævnte er storebror til Saint Javelin, sidstnævnte til Nitouche. Foto: Burt Seeger.

Saint Javelin (Moohaajim) bliver det tredje startende afkom ud af Lars Chr. Nielsens Sceptre Stakes-vinder Rayna (Songline), hvis to førstefødte hver har vundet fem gange.

Slava Ukraini – også efter Moohaajim – har vundet halvdelen af sine 10 første starter og har indløbet tæt på 1,4 millioner danske kroner, mens storesøsteren Sun Lane (Appel Au Maitre) har opnået sine fem triumfer i 16 forsøg.

Saint Javelin ejes af sin opdrætter sammen med Lokalebasen.dk. Bag sidstnævnte pseudonym står Jakob Dalhoff, der også er én af de fem stolte ejere af Slava Ukraini.

Og Saint Javelin er i øvrigt også en reference til Ukraines heltemod.

Boutique Bolou 2-års Maidenserien, som rides over den hidtil længste distance for den yngste årgang i år – 1500 meter – har en solid forhåndsfavorit i Bent Olsens King Of Ten (Ten Sovereigns), der har indledt karrieren med en tredjeplads på Jyllandsløbsdagen i Aarhus og senest som anden bag den senere Heatherwold Cup-vinder Lord Mountbatten (Connect) i Goffs Futurity Stakes.

Feltet rummer dog masser af potentielle talenter – heriblandt Inge Mette Dejgaards Finn Ind Forever (Juniper Tree), som afsluttede stærkt til tredjepladsen bag de to Kriteriumsdeltagere Call Me Al (Al Shemali) og Brigadier (Moohaajim) i sin debut den 5. august.

Afstamningsmæssigt bliver det også interessant at følge Sarah Langholm Hornstrups debuterende Philosophy (Baltic Rock), som er første afkom ud af Mowerina-vinderen Intensity (Mingun), og Lea Olsens ligeledes debuterende Soft Gallery (Pistachio), som er helsøster til bl.a. Oaks-vinderen Silverstone og ud af Oaks-vinderen Loquita (Final Appearance).

Endnu en Oaks-reference er der i Bent Olsens Nitouche (Juniper Tree), hvis mor Elektra Art (Excellent Art) både vandt Dansk og Norsk Oaks i 2016.


Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top