fbpx

Dansk Derby: Ranking og noter – 11. juni

Så skete der igen ændringer blandt de 15 øverste på rankinglisten til The Macallan Dansk Derby.


Good Fella og Jan-Erik Neuroth vinder let foran Good Look/Jacob Johansen. Foto: Burt Seeger.
Good Fella og Jan-Erik Neuroth vinder let foran Good Look/Jacob Johansen. Foto: Burt Seeger.

Søren Jensen og Stutteri Hjortebo har nu fået endnu en kandidat ind i toppen i form af Center Divider-sønnen Good Fella, der aflagde sin maidentitel i første forsøg på Klampenborg i lørdags og fik tildelt et handicap på 76 af Nicholas Cordrey.

Dermed står fem Derbykandidater nu på 76 – udover Good Fella er er det Geranium (Barocci), Gibson (Center Divider), Good Look (Appel Au Maitre) og Margrethe (Juniper Tree).

Why Not og Jacob Johansen besejrer Prinsesse Kia. Foto: Burt Seeger.
Why Not og Jacob Johansen besejrer Prinsesse Kia/Elione Chaves. Foto: Burt Seeger.

Også lørdagens anden maidenvinder fra Enghavelyst, Why Not (Juniper Tree), er kommet nærmere en startplads i Derbyet. Hans præstation blev vurderet til 73, hvilket giver en delt 22. plads.

Lennart J:r Reuterskiölds Two Eyed Jack (Juniper Tree) blev sænket et enkelt kilo fra 82 til 81 efter sin ellers stærke afslutning i søndagens Voterlöpning på Jägersro.

Efter at have ligget sidst meget af vejen, endte Two Eyed Jack som sidste præmietager på sjettepladsen, lige bagved Red Cactus.

De fleste af listens øverste navne skal i aktion på søndag i Stockholm, hvor der både er Svenskt 1000 Guineas, Jockeyklubbens 2000 Guineas og Guineas Consolation på programmet.

Det gælder bl.a. for listens nummer ét, Queen Rouge (Lord Of England), samt Joker Face (Hallucinate), Wishformore (Center Divider), Prince Charming (Lord Of England), Nokengang (Center Divider) og Fortune Star (Center Divider), der lige nu er henholdsvis nummer 1, 3, 4, 5, 7 og 9 i den aktuelle ranking.

Der skal lige nu et generalhandicap på 75 for hopper og 77 for hingste/vallakker til, før at en plads i Derbyfeltet kan kaldes sikker.

Det skyldes, at hopperne har halvandet kilos lettelse, der betyder at en hoppe på 75 kommer med før en hingst/vallak på 76.

Blandt trænerne i top-16 er Bent Olsen repræsenteret med fire kandidater (Prince Charming, Silverstone, Sankt Peder og Primacor), Søren Jensen med tre (Nokengang, Good Fella og Margrethe), Lennart J:r Reuterskiöld ligeledes med tre (Two Eyed Jack, Good Look og Wings Of Love), og Marc Stott med to (Queen Rouge og Gibson).

De øvrige trænere med en hest i top-16 er Paul Fitzsimons (Joker Face), Niels Petersen (Wishformore), Bettina Andersen (Fortune Star) og Bolette Rosenlund (Geranium).

Netop Geranium måtte udgå af søndagens Derby Trial på Jägersro på grund af et slag på senen, og det vides på nuværende tidspunkt ikke hvor omfangsrig skaden er, og om det kommer til at koste en start i Derbyet.

Stutteri Hjortebo står med syv af de 15 øverste navne, og deres tidligere avlshingst, Giant’s Causeway-sønnen Center Divider, er far til fem af dem.


Se GalopSports opdaterede Derbyranking hér – pr. 11. juni 2019.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top