fbpx

“Dansk Derby er ikke helt udelukket”

Efter torsdagens klassiske sejr i Norsk 1000 Guineas kan Wido Neuroth-trænede Appelina alligevel være på vej mod en start i Hellerup Finans Derby den 7. august. 


Appelina/Jan-Erik Neuroth på vej mod sejren i Norsk 1000 Guineas.
Appelina/Jan-Erik Neuroth på vej mod sejren i Norsk 1000 Guineas.

Neuroth har endnu ikke sat holdet der går mod Klampenborgs Derbyweekend, men noget tyder på, at netop Derbyet kan være den perfekte opgave for Appel Au Maitre-datteren.

Torsdag var Appelina klart bedst i Norsk 1000 Guineas.

Hun var sidst ude af startboksen og blev redet afventende af sin faste makker Jan-Erik Neuroth. Stadig sidst ud på opløbet, men med en overrumplende speed til slut kunne hoppen vinde sikkert med en halv længde foran Cathrine Erichsen og IKC Racings duo Dreamfyre og Karaliene.

På fjerdepladsen fulgte Neuroths anden deltager, Lady Marma, mens Tine Hansens Swan Black tog den sidste præmie foran Mowerinavinderen Miss Vordingborg.

Sejren i Norsk 1000 Guineas var 175.000 kroner værd for Stall Perlen, der allerede købte Appelina som føl på Stutteri Hjortebo.

Bente og Magne Jordanger ejede selv faderen Appel Au Maitre, og samtidig er Appelina den anden klassiske vinder ud af den fremragende championhoppe Wings Of A Dove (Hernando), som ligeledes har bragt den svenske Oaks- og danske Breeders’-vinder Whistler.

Appelina blev også Appel Au Maitres første klassiske vinder i den første mulige sæson.


Spørgsmålet er nu, om Dansk Derby bliver næste opgave for Appelina.

Efter starten i Mowerinaløb, hvor hoppen kom til skade ud af startboksen og derved missede starten i Dianalöpning, meldte Wido Neuroth hende stort set ud af Derbyet, men han afslører fredag morgen til GalopSport, at løbet stadigvæk kan komme på tale.

“Hun står jo stadigvæk anmeldt. Stall Perlen har endnu en hoppe, Angel Love, der sigter mod Svenskt Oaks, og for at sprede dem lidt kan Dansk Derby alligevel blive komme på tale for Appelina. Men jeg må vende det lidt mere med ejerne før vi tager en beslutning”.



Også Neuroths Derbyvinder Bokan kan have Klampenborg på agendaen efter sin stærke andenplads bag Hurricane Red i Oslo Cup (Gr.3).

“Han gik et godt løb, og alting flaskede sig bedre denne gang i forhold til i Norsk Derby i fjor, hvor der ikke var tempo på løbet. Samtidig tackler han en blød bane meget bedre i år. Han er meldt til Scandinavian Open, men vi kommer kun til Klampenborg såfremt der er blød bane”, siger Neuroth, der indledte løbsdagen med en 2-årsdouble med Stall EOS’ to Footstepsinthesand-sønner Delacroix og Dardenne.


Løbet fik dog et dramatisk efterspil, idet vindende Delacroix efter målstregen smed sin rytter Sergio Alonso af og fortsatte alene tilbage til staldområdet. Wido forklarer:

“Delacroix blev ikke pullet op sammen med de andre heste og kom til at løbe alene ud på bagsiden. Her blev han skræmt af en løs hund der løb og gøede i en nabohave og kastede rytteren af. Derefter kom han lidt for let igennem portene til staldterrænet, hvilket jeg synes man skal have gjort noget ved, men det hele endte heldigvis godt og jeg er meget glad for disse to norskopdrættede heste, som opførte sig eksemplarisk både i og bag startboksen. De er begge meldt i Breeders’ og kan starte i løb for både norsk- og skandinaviskopdrættede”.

Vindende Delacroix er ud af Stall EOS’ Distant Star (Highest Honor), der både vandt Norsk og Dansk Oaks tilbage i 2008, mens Dardenne er ud af Distant Beat – en Muhtathir-halvsøster til Distant Star – som vandt Forsommerløp for 3-åringer.


Resultater: Øvrevoll, torsdag 14. juli

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top