fbpx

Comeback til Playboy Prince

Søndagen på Jägersro byder på comeback til Christina Borrebys Playboy Prince, som ikke har startet siden juni sidste år. “Han fik 2-årig en chip i knæet, og efter sit løb på Klampenborg i fjor, var symptomerne desværre tilbage”, fortæller træneren.


Playboy Prince, Sara Slot og Christina Borreby. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Playboy Prince, Sara Slot og Christina Borreby. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

“Han blev opereret igen i efteråret og den lange genoptræning har gjort underværker. Han er så fin og ærlig en hest med et utroligt væddeløbshoved, så det til tider er en udfordring som træner at vurdere, om han reelt er klar, eller om han bare brænder så meget for opgaven, at han ikke mærker sin krop”, fortsætter Christina.

“Jeg er nu så priviligeret at have hjælp fra Helena Kruse, som med sin erfaring fra sin tid hos et af de største rehabiliteringscentre i USA, har spillet en væsentlig rolle i, at få ham til at fungere optimalt, bl.a. gennem massage efter træning med mere”.

“Nu får han så chancen igen, og jeg holder på med ham så længe han er glad og tilpas. Mit mål er ikke en sejr i morgen, idet formen ikke er på sit maksimale endnu, succeskriteriet er en glad hest med mod på mere. Han kommer kun til at gå på dirt denne sæson og trives godt på Jägersro”, siger Christina Borreby.


Special Grey/Sara Slot. Foto: Burt Seeger.
Special Grey/Sara Slot. Foto: Burt Seeger.

Staldkammeraren Special Grey choksejrede i Jyllandsløbet for lidt over to år siden til 33 gange pengene i totoen. Han har heller ikke startet i år.

“Han pådrog sig en skade efter Breeders’, og det har krævet tid og tålmodighed. Samtidig er han vokset en del over vinteren. Planen er, at han starter senere på sæsonen, muligvis også på Jägersro. Han træner fint og trives og jeg er spændt på hans videre udvikling”, siger Christina, der i april købte endnu endnu et tilskud til stalden i form af Major’s Legacy (Roderic O’Connor), der handlet i ringen på Goffs UK Breeze Up Sale i Doncaster.

“Han er en skøn, skøn hest som jeg var heldig at få hammerslag på efter kyndig vejledning fra Helena. Han træner godt, men er måske ikke så tidlig en hest, som først antaget. Jeg har ikke travlt med ham, og han skal nok selv vise, når han er klar, hvilket han ikke var senest”, konstaterer Christina Borreby.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top