fbpx

Comeback-Castro rundede fire millioner

Med sejren i Svenskt Kriterium passerede Francisco Castro fire millioner kroner i præmier til stalden siden 1. januar. Træneren nåede ikke over to millioner i hverken 2013, 2014, 2015 eller 2016, så året har været ensbetydende med et stort comeback.


Worthy Boy modtages efter Kriteriumssejren. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Worthy Boy modtages efter Kriteriumssejren. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

”Vi er også meget glade – og også lidt stolte”, siger Francisco Castro tirsdag morgen til GalopSport.

“Vi har jo ikke ligefrem drevet en storstald, men jeg var rent faktisk allerede ganske optimistisk i vinter, hvor jeg følte, at mine 2-årige var noget bedre end de senere år – og så har Land’s End jo været helt enorm i 2017”, beretter Francisco Castro.

Men midt i glæden er Francisco Castro også en smule forbandet.

”Jeg synes, at nogle af de svenske medier var unfair overfor min kriteriumsvinder. Både før og efter løbet. Worthy Boy fik knapt nok nogen omtale forud for løbet, og bagefter blev sejren betegnet som overraskende”.

”Men han overraskede absolut ikke – han løb helt som forventet”, fortsætter Francisco Castro.

“Worthy Boy kom med to storløbssejre fra Klampenborg. Hvor mange af hans konkurrenter havde vundet to storløb inden Svenskt Kriterium?”, spørger træneren.

”Efter Worthy Boys sidste start i Klampenborg fik han lidt fri. Han trænede fremragende op til kriteriet, og løb helt som jeg troede. At oddset i søndags blev så højt må skyldes fejlinformation af tipperne, jeg forstår det simpelthen ikke, men det var synd for spillerne”.

”Worthy Boy har nu afsluttet sæsonen. Hans hovedopgaver i 2018 bliver fortrinsvis i Klampenborg, med Dansk Derby som det store mål. Jeg tror afgjort, at han står 2400 meter”, antager træneren.

Francisco Castro vil dog ikke sammenligne Worthy Boy med hans Lambada Cup (Malmö Stads Pris)-vinder Guaton, selv om de to heste deler far i Mingun.

”Guaton var en helt ekstraordinær hest. Han vandt begge sine starter, inden han desværre blev skadet og måtte aflives. Det er lidt synd, at Mingun nu er væk fra avlen i Skandianvien. Jeg har været yderst tilfreds med de afkom jeg har efter ham”, forklarer Jägersro-træneren om A.P. Indy-sønnen, der for et år siden blev solgt til Tunesien efter nogle resultatmæssige magre år.

Til gengæld har 2017 været en god sæson for hingstens afkom, som foruden den tredobbelte storløbsvinder Worthy Boy bl.a. også tæller Mowerina-vinderen Intensity og den norske Breeders’-vinder Stormy Ocean.

”Jeg tror, at 2018 kan blive mindst lige så god for stalden, som i år. Vi har lige nu 11 åringer inde, og at arbejde med så mange fine ungheste giver en fantastisk motivation”, sammenfatter Francisco Castro.


Se Worthy Boy vinde Svenskt Kriterium herunder:

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top