fbpx

Chaves og Olsen udbygger samarbejdet

Danmarks championtræner Bent Olsen har kort før den skandinaviske hovedsæsons begyndelse udbygget sit samarbejde med brasilianske Elione Chaves, som nu bliver førstejockey for hele Klampenborg-stalden.


Elione Chaves, Bent Olsen og Lone Kaj-Nielsen i Meydans paddock. Foto: Erika Rasmussen.

Olsen og Chaves har haft et fast samarbejde de seneste to sæsoner, og aftalen har omfattet langt de fleste af staldens heste – dog ikke Lone Kaj-Nielsens.

“Det er dét der er ændret i forhold til tidligere”, siger Bent Olsen til GalopSport.

“Lone har igennem mange år haft en gentleman-aftale med Jacob Johansen, og det har bl.a. bragt os en Derbysejr med Master Kid og adskillige øvrige klassiske og Listed-sejre. Men Jacob er førstejockey hos Sveriges største træner, Lennart Jr Reuterskiöld, og vi kommer ikke uden om, at det især har påvirket storløbsplanlægningen”.

Elione Chaves, der tidligere har været førstejockey for både Francisco Castro, Lennart Jr Reuterskiöld, Nils Petter Gill og senest i fjor for Mr Ascot, havde ellers planlagt at ride som freelance i 2018.

Queen Estoril og Elione Chaves. Foto: Erika Rasmussen.
Den norske Kriteriumsvinder Queen Estoril og Elione Chaves. Foto: Erika Rasmussen.

“Det har hele tiden været meningen, at jeg skulle ride ud for Bent Olsen en gang om ugen i sæsonen, og jeg har  jo også været i Dubai med hans tre heste over vinteren. Men uden en aftale som også omfattede Lone Kaj-Nielsens heste, havde jeg nok været bedre stillet som freelance”, fortæller Chaves.

Med den udbyggede aftale får brasilianeren nu også mulighed for at ride topnavne som Brownie, Jubilance,  No Comment og ikke mindst den nye 3-årige Frankel-søn Learn By Heart, der er blevet efteranmeldt i Norsk Derby (L).

Bent Olsen har lige nu mere end 50 heste i træning på Klampenborg.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top