fbpx

Brian Wilson annoncerer karrierestop ved sæsonens afslutning

Sæsonen 2023 bliver den sidste på Trongården for Brian Wilson. Træneren fortæller onsdag formiddag til GalopSport, at staldens kunder netop har fået besked om, at han efter årets sidste løbsdag på Klampenborg stopper sin karriere for at hellige sig sin familie og sit helbred.


Brian Wilson og hustruen Maria Westman efter sejren i Dansk Breeders’ Cup 2021 med Zawawi Racings Malekha. Foto: Burt Seeger.

Brian Wilson gennemgik i slutningen af 2021 en vellykket levertransplantation på hospitalet i Göteborg, og han formåede efterfølgende at kæmpe sig tilbage i en sådan grad, at han ikke alene kunne fortsætte virksomheden, men også vende tilbage i træningssadlen.

“Jeg overvandt kræften og kom tilbage i form, men desværre har jeg døjet med flere efterdønninger, og alene i år har jeg været ramt af to hjerneblødninger”, beretter Brian og fortsætter:

“Jeg har været konsulteret af lægerne i flere omgange, og jeg har fået klar besked på, at det nu er tid til at sige stop”.

“Det eneste klassiske løb jeg aldrig har vundet i Danmark er St. Leger, og vi har en kandidat i år i Zawawi Racings Macia, så det er dét løb jeg tænker på nu. Og når sidste løbsdag på Klampenborg er overstået, så takker jeg af”.

Brian Wilson på ryggen af sin egentrænede Derbyvinder, Mongolian Knight. Foto: Burt Seeger.
Brian Wilson på ryggen af sin egentrænede Derbyvinder, Mongolian Knight, i 1993. Foto: Burt Seeger.

Brian Wilson, som fyldte 65 år i august, kom til Danmark i 1977 og havde en storartet karriere som jockey for trænerkoryfæerne Benny Jensen og Gert Hansen. For sidstnævnte vandt han bl.a. Stockholms Stora Pris to gange med Mads Bomstærk.

Senere valgte Brian selv at starte op som træner, og i 1993 opnåede han sin største hæder ved at vinde Dansk Derby som både træner og jockey med Mongolian Knight.

Sønnerne Patrick og Oliver kom også ind i sporten og begyndte med ponygalop. Patrick vandt senere bl.a. HM Dronningens Ærespræmie som amatørrytter, mens lillebroderen Oliver voksede op og blev en endnu bedre jockey end sin far.

Maria Westman og Brian Wilson nyder momentet foran vindercirklen med Oliver Wilson, Laura Langthaler og Charming Knight efter sejren i Dansk 2000 Guineas 2022. Foto: Burt Seeger.

Ved tærsklen til trænerkarrierens afslutning ønsker Brian inderligt, at Wilson-navnet forbliver i sporten i mange år endnu.

“Jeg håber og tror, at Oliver længe forbliver en del af den skandinaviske jockeyelite, og så drømmer jeg om, at Patrick overtager trænergerningen efter mig”.

For galopsportens skyld er det bare at håbe på, at Brian Wilson får sit ønske opfyldt.

Wilson-trekløveret Oliver, Patrick og Brian samt Alexandra Bjerg med vindende Saint George. Foto: Burt Seeger / US Photo.
Wilson-trekløveret Oliver, Patrick og Brian samt Alexandra med Saint George. Foto: Burt Seeger / US Photo.
Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top