fbpx

Bernt Dahl køber føl – nær relation til Hurricane Red

Blækket fra avlsudvalgets fyldepen var knapt nok blevet tørt, før Bernt Dahl kvitterede med køb af føl på Tattersalls December Foal Sale i Newmarket.


Dansk Galops ændring af avlsudvalgets beslutning vedrørende fremstilling af internationale importer på næste års auktion, kan dermed allerede betegnes som en succes, og Dahl har igen i næste uge planer om at udvide følbestanden i Deauville.

Lørdag fik Dahl igennem sin franske agent, Guy Petit, hammerslag på en lidt mere end syv måneder gammel hingst efter den engelske Derbyvinder Pour Moi (Montjeu) ud af Dylan Thomas-datteren Currentis.

Currentis startede et par gange uden at vinde, men hun gør sig især bemærket ved at være halvsøster til sidste års svenske Derbyvinder, Hurricane Red.

Hurricane Red er selv efter Hurricane Run, der ligesom Pour Moi er søn af Coolmores afdøde avlsmatador, Montjeu (Sadler’s Wells). Udover Hurricane Red er Currentis halvsøster til den franske Listed-vinder Bernieres (Montjeu).

Hingsteføllet, der er født i Irland, er købt med henblik på at blive solgt på næste års åringsauktion på York Stutteri.

I 2014 blev to internationale pinhooks solgt på åringsauktionen for henholdsvis 165.000 og 195.000 kroner.

Det blev på forhånd vurderet, at åringerne havde lavest chance for at opnå høje priser, såfremt de kom i ringen som de to første, men ovenpå pinhook-succesen er det interessant at se, om Dansk Galop atter sender de internationale åringer i ringen til at starte med, om de i stedet bliver blandet med de skandinaviskfødte eller måske bliver placeret allersidst i kataloget.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top