fbpx

Bartholdi på jagt efter maidensejr i Malmö

Bent Olsens 3-årige Bartholdi, der med Justify som far og Galileo som morfar deler kryds med lørdagens engelske Derbyvinder City Of Troy, ser ud til at have fået et godt tilbud i næste uges maidenløb over 2200 meter på Jägersro.


Justify-sønnen Bartholdi er ud af E.P. Taylor Stakes (G1)-vinderen Curvy (Galileo). Foto: Burt Seeger.

Bartholdi sæsondebuterede den 27. april med en femteplads over 1600 meter på Klampenborg, og han viste senest klar forbedring i sin første start over længere distance på Jägersro. Hér var han anden bag den suveræne vinder Morradi (Cracksman) i Södra Skåningernas Derbytest, og han blev efterfølgende hævet med syv kilo til 75.

På onsdag møder han seks konkurrenter, hvoraf Søren Jensen-trænede Cloudy Sky (Cloth Of Stars) er næsthøjest rangeret med 70 i form.

Feltet byder dog også på to ustartede navne i form af Nina Lensviks Los Angeles (Juniper Tree) og Lennart J:r Reuterskiölds Gadd (Cloth Of Stars). Førstnævnte er helbror til den svenske Kriteriumsvinder Palm Springs og halvbror til den svenske Derbyvinder Bokan (Soldier Of Fortune).


I videoen herover kan du gense, hvordan Bartholdi efter at være hægtet af undervejs, afsluttede storartet til andenpladsen bag Morradi i Södra Skåningernas Derbytest.

Bartholdi blev købt som Breeze Up-hest i Frankrig i fjor, og han var ikke forhåndstilmeldt den svenske Derbyserie. Til gengæld står han meldt i Norsk Derby, og dét bliver hans klare hovedopgave i år”, fortæller Bent Olsen om den gigantiske, mørkebrune vallak, der ligesom senest får Carlos Lopez i sadlen.

Bartholdis mor, Grade-1-vinderen Curcy (Galileo), er halvsøster til den irske 2000 Guineas (Gr.1)-vinder Power og ud af en vindende halvsøster til den ubesejrede 2000 Guineas (Gr.1)-vinder og avlshingst Footstepsinthesand (Giant’s Causeway).

Selv er Bartholdi halvbror til Grade-3-placerede Caisson (War Front), og hans 2-årige halvbror, Angeal (Wootton Bassett), aflagde den 20. maj sin maidentitel i første forsøg på Saint-Cloud.

Onsdagens andet 3-årsløb over 1200 meter får også en klar favorit i Fredrik Reuterskiölds Lamborghini BF (Holy Roman Emperor), som efter en andenplads i debuten fulgte op med en legende let fem længders sejr på Pramms-dagen.


Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top