fbpx

Ayani strålede af overskud i græsgalop på Klampenborg

I kølvandet på søndagens Oaks-triumf med Keep On Dancing sendte Jessica Long tre heste ud på Klampenborgs græs. Først arbejdede 2000 Guineas-vinderen Bud med 2-årige Swing, og derefter gik Derby-vinderen Ayani et arbejde alene under Oliver Wilson.


Ayani strækker ud på Klampenborgs græs med Oliver Wilson på ryggen. Foto: GalopSport.

Efterfølgende var både træneren og jockey Oliver Wilson godt tilfredse, og det ligner dermed en kommende start i Stockholm Cup International (Gr.3) søndag den 17. september på Bro Park.

Ayani er ubesejret i fem starter i år, og han kan allerede kalde sig Triple Crown-vinder på Jägersro med triumfer i Voterlöpning, Svenskt Derby og senest i Hurricanelöpning.

Tre opgør han har vundet med sammenlagt 24 længder.

I Stockholm Cup skal Ayani for første gang starte på græs, og det var netop derfor, at Jessica havde sin 3-årschampion med i transporten til Klampenborg i går.

“Det er første gang han arbejder på græs, og i det hele taget første gang han rejser i træningssammenhæng”, sagde Jessica forud for Starspangledbanner-sønnens græsgalop.

Det er sket fire gange indenfor de seneste 16 Cup-udgaver, at en 3-årig løber med sejren, og i samtlige tilfælde havde hesten forinden vundet enten Svenskt eller Norsk Derby… eller begge løb.

I 2007 vandt Appel Au Maitre (Starborough) efter at have vundet begge landes Derbies, og det samme gjorde Hard One To Please (Fast Company) i fjor.

I 2009 vandt Touch Of Hawk (Hawk Wing) både Norsk Derby og Stockholm Cup, og i 2017 sejrede Dorcia i Cup’en efter at have vundet Svenskt Derby.

Den norske Derbyvinder fra 2018, Square De Luynes (Manduro), startede ikke i Stockholm Cup som 3-årig, men han vandt til gengæld de næste tre års udgaver som 4-, 5- og 6-årig.


Se Ayani i søndagens arbejde på Klampenborg i videoen herunder:

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top