fbpx

Appelina uden konkurrence i Wettermarks

Wido og Jan-Erik Neuroth stod bag to af Derbydagens vindere på Jägersro. Den første var Stall Perlens Appelina, som ikke blev budt på nogen form for konkurrence i Margareta Wettermarks Minneslöpning.


Jan-Erik Neuroth og Appelina vinder let Margareta Wettermarks Minneslöpning. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Efter afbud fra Vanja Sandrups Bearfoot var der bare fire heste til start i det tidligere Listed-opgør over 1730 meter, hvor vinderen udover førstepræmiens 300.000 svenske kronor også får en fribedækning ved én af de på Lanwades Stud opstaldede avlshingste – Sea The Moon, Bobby’s Kitten eller Sir Percy.

Fra start var det Stockholm-gæsten Miss Maybach, der satte tempoet under Per-Anders Gråberg. Lige bagved fulgte Appelina sammen med Marta, mens Lea havde problemer med udgangstempoet og fik meget langt frem til de øvrige på bagsiden.

Rundt opløbssvinget var Appelina bedst gående af alle, og hun sagde pænt farvel til de øvrige ned gennem den lige strækning og vandt til slut suverænt med fem længder.

Marta blev anden med ni længders afstand til Miss Maybach, som igen var ni længder foran Lea på fjerdepladsen.

Jan-Erik Neuroth og Appelina. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Appelina ejes af Stall Perlen og løber dermed i de samme farver som faderen Appel Au Maitre (Starborough), der vandt Svenskt Derby i 2007 og nu står opstaldet på Stutteri Hjortebo, som også har opdrættet af Appelina.

“Appelina er ud af Wings Of A Dove, som jo er opdrættet af Kirsten Rausing. Derfor bliver det jo noget særligt, at kunne sende hende til bedækning på Lanwades, og jeg håber, at vi kan sende hende til Sea The Moon“, sagde Stall Perlens ene halvdel, Magne Jordanger, til GalopSport efter sejren.

Med sejren, der var hendes 14. i karrieren, rundede Appelina fire millioner svenske kronor i samlet præmiesum.



Deadline Days Consolation

Jan-Erik Neuroth vinder Svenskt Derby Consolation med Deadline Day. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Anden dagssejr for Wido og Jan-Erik blev taget i Svenskt Derby Consolation med familiens egenejede Deadline Day (Line Of David), som efter en hård opløbsstrid nedkæmpede All Run/Jacob Johansen og Zoo Fun/Oliver Wilson.

Her var førstepræmien 150.000 svenske kronor værd, og det var Deadline Days anden sejr i ni karrierestarter – den første blev også vundet på Jägersro i foråret, dengang over 2200 meter.


Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top