Fyens Væddeløbsbane kom stærkt igennem en ellers på mange måder udfordrende lørdag i styrtende regnvejr. Og to spillere tjente mere end alle andre.
![](https://galopsport.dk/wp-content/uploads/2019/06/64279546_1297347387107255_7010154580109426688_o.jpg)
Der blev nemlig en gevinst på 50.019 kroner til to kuponer med 5 rigtige efter Lea Olsens Alizeti havde vundet det traditionsrige Karl K. Pedersens Mindeløb over 1650 meter.
Under Marcos Robaldo vandt den 4-årige Dutch Art-hoppe ganske let foran In The Mood/Rafael de Oliveira og Laudate Dominum/Sara Slot til førstepræmiens 25.000 kroner.
Det var Alizetis tredje sejr i fire starter siden Lea Olsen købte hende for bare 2,000 guineas på Tattersalls Autumn Horses in Training Sale i fjor, og alene i 2019 har hun tjent 40.000 kroner.
![](https://galopsport.dk/wp-content/uploads/2019/06/64292287_1297343903774270_3079421805258080256_o.jpg)
Den anden af lørdagens hovedbegivenheder i Odense var Radisson Blu Hotel H.C. Andersen Løbet over 2300 meter.
Her fik Sabina Gammelgård en følelsesladet sejr som træner og ejer af 8-årige Laszlo, som i hænderne på Rafael De Oliveira vandt foran Snatty Dancer/Jacob Johansen og Broadway/Oliver Wilson.
![](https://galopsport.dk/wp-content/uploads/2019/06/64707810_1297342860441041_7961721154522054656_o.jpg)
Både Johansen og Wilson fik også sejre med tilbage over Storebæltsbroen.
Johansen vandt med Torben Christensen-trænede Lemon og Wilson slog til med Marc Stotts Flamingo Dancer.
![](https://galopsport.dk/wp-content/uploads/2019/06/62654398_1297344587107535_2791900240444129280_o.jpg)
Og så blev det til karrierens første sejr for amatørrytter Michelle Viile, der vandt med Johnny Reimer-trænede Doc Martin.
![](https://galopsport.dk/wp-content/uploads/2019/06/64223730_1297345353774125_5788640893007298560_o.jpg)