fbpx

Aarhus fredag: Sæsondebut til potentiel tophoppe

Jydsk Væddeløbsbane er fredag aften vært for to interessante løb, og der lægges ud med et klasse-3-handicap over 1550 meter, hvor Sarah Langholm Hornstrups sparsomt startede Queens Birthday får sæsondebut efter lang pause.


Queens Birthday/Nicolaj Stott besejrer Vera Volkova/David Parkes i Kahyl Valpréløb 2016. Foto: Søren Bang Andersen.
Queens Birthday/Nicolaj Stott besejrer Vera Volkova/David Parkes i Kahyl Valpréløb 2016. Foto: Søren Bang Andersen.

“Uden at ville lyde arrogant, så vil det ikke overraske mig, hvis hun vinder i morgen”, siger Sarah med et smil til GalopSport torsdag eftermiddag.

Queens Birthday er efterhånden blevet fem år, men hun har endnu kun startet seks gange i karrieren. Siden hun landede i stalden hos sin nuværende ejer og træner har hun startet fire gange og vundet de tre. I fjor sejrede hun to gange i Aarhus og en enkelt gang på Fyn, inden hun for alvor blev kastet for løverne i Margareta Wettermarks Minneslöpning på Jägersros Derbydag.

“Ja, det var en ren fiasko”, griner Sarah, der måtte se Orpen-datteren slutte sidst af de seks startende – 16 længder bag vindende Amie Noire, som vandt opgøret med to længder foran Mrs Loreen.

Efterfølgende blev Queens Birthday starterklæret til Juniper Tree Fawzia Stakes på Klampenborgs Derbydag, men hoppen blev slettet og kom ikke til start mere i 2016.

“At hun blev slettet i Fawzia Stakes havde intet at gøre med turen til Jägersro, for selv om det ikke gik så godt derovre, kom hun frisk hjem efter starten. Desværre trådte hun forkert i dagene op til den danske Derbyweekend, og jeg besluttede at give hende fri resten af sæsonen. Der var godt nok et enkelt løb vi kunne starte hende i efterfølgende, men jeg ville ikke begynde at sætte hende op igen for den ene gangs skyld”, forklarer Sarah, som forbereder sine heste på Fyens Væddeløbsbanes formand Jørn Borchs private træningsbane og samarbejder med kæresteparret Rikke Bonde og Nicolaj Stott.

Netop Nicolaj Stott er også i sadlen på Queens Birthday fredag aften.

“Vi er så heldige at have både ridehus og skridtmaskine hjemme, og det kombinerer vi så med Jørn Borchs træningsbane og enkelte ture ind på selve væddeløbsbanen. Nicolaj har redet Queens Birthday to gange i foråret, men hun er endnu ikke blevet presset, og så har vi taget det roligt med hende ovenpå et nyligt foderskifte”.

Queens Birthday med sin træner og ejer, Sarah Langholm Hornstrup ved siden efter sejren i Kahyl Valpréløb i 2016. Foto: Søren Bang Andersen.
Queens Birthday med sin træner og ejer, Sarah Langholm Hornstrup ved siden efter sejren i Kahyl Valpréløb i 2016. Foto: Søren Bang Andersen.

Queens Birthday indleder sæsonen med et handicap på 73, men efter sine tre sejre på stribe i fjor – uden at have været presset – lignede hun allerede hér en potentiel tophoppe. I så fald vil hun ikke have det fra fremmede, idet hendes mor, Lulla (Keos), er halvsøster til den tredobbelte Fawzia Stakes-vinder Lumen (Verglas), som igen har bragt vinderne Final Score og Lumineuse.

Lulla var selv vinder og opnåede et handicap på 78 i sine blot 10 karrierestarter, og i avlen har hun blot leveret et enkelt afkom foruden Queens Birthday. Det er 4-årige Blackstone (Wootton Basset), der efter mere end halvandet års løbspause vandt direkte i sit comeback på Jägersro i april.

“Lulla er 14 år gammel nu, men det kan slet ikke ses eller mærkes på hende. Hun er i år blevet bedækket ved Air Chief Marshal, og rent faktisk kører jeg til Frankrig for at hente hende efter løbene i Aarhus i morgen. Lulla ejes stadigvæk af sin opdrætter, Jens Peter Sønderskov”, forklarer Sarah.


I Lumens fodspor?

17 hopper er anmeldt i 2017-udgaven af Juniper Tree Fawzia Stakes, og listen toppes af Bent Olsen-trænede Elektra Art med 87 i handicap.

“Folk griner nok lidt af mig – Nicolaj gør i hvert fald – men jeg har meldt hende i Fawzia Stakes igen, og jeg håber, at hun er god nok til at kunne gøre sig gældende der. Det løb er i hvert fald vores hovedmål i år”, afslutter Langholm Hornstrup.

Program: Jydsk Væddeløbsbane, fredag 5. april kl. 18.15.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top