fbpx

Gold Tyranny mod Stockholm Cup!?

Det var en Derbydag med op- og nedture for Jägersros championtræner Lennart Jr Reuterskiöld. Mrs Loreens triumf i Margareta Wettermarks Minneslöpning blev efterfulgt af en ny førsteplads i Tattersalls Malmö Sommarhandicap med Duke Of Burden – og efterfølgende diskvalifikation.


Gold Tyranny og Jacob Johansen vinder Derby Day Summer Cup. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Gold Tyranny og Jacob Johansen vinder Derby Day Summer Cup. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Junior, som både havde første- og tredjehesten gennem mål i løbet, endte med kun at have nummer to.

Duke Of Burden blev diskvalificeret for mere end et halvt kilos undervægt, og sejren tilfaldt i stedet Susanne Berneklints Plata O Plomo, mens Be My Academy blev rykket op på andenpladsen.

Allerede i det efterfølgende opgør var Junior dog igen tilbage på sporet med en double i Derby Day Summer Cup.

Her vandt 4-årige Gold Tyranny førstepræmiens 200.000 kronor med tre overlegne længder foran sin staldkammerat Momentum/Alan Wallace og Wido Neuroths duo Killroy/Tom Marquand og Angel Love/Jan-Erik Neuroth.

Gold Tyranny, der er opdrættet på Fyn af Nina Falck og Gert Larsen, sprang en ellers planlagt start i Dansk Breeders’ Cup på Klampenborg over, og han havde dermed ikke startet siden fjerdepladsen bag Suspicious Mind i sæsondebuten på Pramms-dagen.

Jossan Landgren på vej tilbage med Gold Tyranny og Jacob Johansen. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Jossan Landgren på vej tilbage med Gold Tyranny og Jacob Johansen. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Zoffany-sønnen kom dog godt forberedt og havde i realiteten allerede afgjort løbet rundt opløbssvinget.

Førstepræmien var 200.000 kronor værd for Omar Zawawi, og den brune vallak har nu vundet fire af karrierens 10 starter med præmier for tæt på 1,4 millioner kronor.

“Det bliver sjovt at teste Gold Tyranny på græs”, sagde Lennart Jr Reuterskiöld efter sejren og hesten, der endnu kun har startet på hjemmebanens dirt track.

“Jeg tror at han er en rigtig, rigtig god hest, der kan gøre sig gældende i Stockholm Cup”.


Reprise: Derby Day Summer Cup

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top