fbpx

ZwickyLeaks. Jägersro, søndag 15. juli.

Svenskt Derby og Grand Slam 75 med 15 millioner såfremt der kun findes én vinder. Den svenske Derbydag er mulighedernes dag, både for aktive og spillere.


De fleste har på nuværende tidspunkt erfaret, at Jessica Wadst kan noget særligt i en sadel, og her får hun chancen på sin arbejdsgiver Jessica Longs FREESTYLER, der nu går en klasse ned efter en stærk præstation som tredje bag Momentum, som senere på dagen starter i Derby Day Summer Cup. Det klare valg i dagens første opgør.


Der er to maidenvindere ud af de syv startende i Derbydagens 2-årsløb. Vanja Sandrups Bearnee blev årets første 2-årsvinder på Jägersro den 30. maj, da han slog sin staldkammerat Cash med en halv længde. Cash har sidenhen også vundet og givet formen et flot boost.

Francisco Castro vandt dette løb i fjor med Riwaj, som havde fået sin debut ugen forinden. I år forsøger Castro samme trick med AMON RA, der let aflagde maidentitlen 8. juli. Amon Ra har en guldrammet afstamning og var ifølge sin træner kun ude på en træningsrunde da han vandt i debuten, så han bliver mit vinderbud her.

Der er interessante debutanter i form af Andrew Kidneys Don’t Give In og Marc Stotts Nipozzano. Sidstnævnte leverede en heftig kvalifikationstid, som faktisk var en anelse hurtigere end Amon Ras, så her skal der måske ses op.

Bent Olsens Prince Charming var tredje i debuten på Klampenborgs græs og bliver interessant at følge på dirt.

For The Roses og Hooligan trænes begge af Henrik Engblom, som har fin form i stalden lige nu, men de har også en hel del at hente i forhold til deres møde med Amon Ra i sidste uge.


Der er mange om budet i Derby Day Sprint. Et par af de hurtigste fra start, SHANTOU og Two Shots Of Happy, er endt helt ude på vingen, og de får brug for deres fart til at få en plads tæt på rails rundt opløbssvinget.

Two Shots Of Happy var imponerende på Jägersros dirt I fjor, men hun fik det ikke til at stemme senest. Formen i Niels Petersens stald er dog kraftigt opadgående, og havde hoppen startet fra et indvendigt spor, havde hun været et dristigt vinderbud.

Netop indersporet tilhører Brian Wilsons Shady Lady, som blev kort slået af gode Sambaheat i sin seneste start. Shady Lady er hurtig fra start og skal nok svare sit indvendige spor op, hvorfra hun bliver svær at slå. Jeg giver dog en lille fordel til Guineas-formen og Shantou.


Første afdeling af GS75 med 15 millioner til en enlig vinder i spillet. Og lad det være sagt med det samme – hvis ikke MRS LOREEN løser opgaven for andet år i træk, så er millionerne for alvor i spil allerede.

Mrs Loreen er øjeblikkets Dronning af Jägersro, og hun er endnu bedre end sin fremragende moster, Shaisa, der selv vandt dette opgør på Derbydagen under navnet Scandinavia Cup.

Værst imod? Det må nok engang være Appelina, der kommer med tre andenpladser på stribe, og som ikke har let ved at slå Mrs Loreen på Jägersro. I deres seneste møde den 18. april vandt Mrs Loreen med tre længder.

Seaside Song gør et interessant comeback i Lars Kelps varetægt – hun vandt sine to sidste starter i Skandinavien før hun blev flyttet til Frankrig, og hun er om nogen hesten der kan servere overraskelsen her.


Toppen af handicappet plejer at være svaret i denne sammenhæng, og dér finder vi i år BE MY ACADEMY og Plata O Plomo. Be My Academy kommer med en andenplads fra Pramms (L), og de 64 kilo på ryggen betyder absolut ingenting for den gigantiske væddeløber.

Plata O Plomo var rigtig god på Bro Park senest, men til gengæld var han helt væk bag Stricker og Be My Academy i sæsondebuten.

Både Cabanac og Blackstone kan være et kryds værd, men i en meget svær GS75-omgang satser jeg på at Junior og Jacob sidder på de to første afdelinger og single-krydser Be My Academy.


Også i GS75s tredje afdeling har Lennart Jr Reuterskiöld og Jacob Johansen favoritværdigheden med GOLD TYRANNY, men det er måske den mindste chance af de tre. Gold Tyranny har ikke startet siden 21. maj, hvor han var fjerde bag Suspicious Mind på Pramms-dagen, og han skal her give godt med vægt til sine konkurrenter.

Derfor vil jeg gardere bredt her og tage otte heste på – alle på nær Ascot Hill, der er fanget i bunden af handicappet og ikke kan udnytte lærlingens lettelse.


Så er det Svenskt Derby.

Buddy Bob har hidtil gjort det bedst på græs og mangler lidt i at matche dagens konkurrenter på dirt. Hans tredjeplads i Norsk 2000 Guineas var dog rigtig god, og hvis han kan omsætte denne form til dirt, kan han dukke op i striden.

Nordic Defense har længe tilhørt favoritgruppen, men hans præstation i Voter var på trods af tredjepladsen noget skuffende. Niels Petersen har dog sine heste i forrygende form nu, og med det favorable spor to er Nordic Defense definitivt stadig med i legen.

Arctic Waltz er – ligesom Nordic Defense – stadigvæk maiden, men kommer med to andenpladser på stribe bag Sea Lieutenant. Senest afsluttede han glimrende i Derby Trial og han er på ingen måde til at udelukke nu. Han er eneste deltager fra Jägersros championstald, som har vundet Svenskt Derby de sidste to år på stribe.

Barade vandt på Jägersro i fjor, hvor han let besejrede årets Voter-vinder Shake The Disease. Siden er han blevet Listed-vinder i Frankrig og kommer tilbage til Sverige med feltets højeste handicap. Godt spor og en stor chance for at tilføre Mr Ascot den forjættede Derbysejr.

Miintaka vandt Vinterfavoritternes Ærespræmie på Klampenborg i fjor, og har siden leveret gode og stabile præstationer. Han skød forrygende fart ned gennem opløbet i Derby Trial som tredje bag Sea Lieutenant og Arctic Waltz, og det er bestemt ikke umuligt, at han kan vende formen på begge disse nu.

I And I har vundet sine to seneste starter på græs, heriblandt Vinterfavoriternas Pris på Bro Park i fjor. Hans eneste start på Jägersro blev en skuffelse, men han døjede på det tidspunkt med en luftvejsinfektion. Tilbage står det at se hvor god han er på dirt når han er i topform, og Wido Neuroth kan man aldrig udelade i et Derby.

Showy Shaun var længe med i afgørelsen i Derby Trial, men måtte til sidst se sig slået af Sea Lieutenant, Arctic Waltz og Miintaka. Han har dog fortjent sin plads i startfeltet, selv om det ser svært ud.

Johnnybegood har hidtil været en skuffelse i år – ikke så meget på grund af årets første præstationer, men mest af alt indsatsen i Derby Trial, hvor han aldrig var gående og leverede karrierens hidtil dårligste resultat. Det viste sig dog, at Nathaniel-sønnen havde problemer med tænderne, og Hans Adielsson skal nok have ham tilbage i bedste forfatning nu. Bemærk, at Rafael De Oliveira erstatter James Doyle.

Sea Lieutenant indledte sæsonen som maiden med et handicap på 65, men han har været igennem en helt forrygende udvikling med tre sejre på stribe – senest i Derby Trial. Han står hver en meter af distancen, har været let at placere undervejs og er absolut en værdig sejrskandidat.

SQUARE DE LUYNES aflagde sin maidentitel i første forsøg som 2-årig, hvor han let besejrede Buddy Bob. Siden har han været anden i Norsk Kriterium bag Queen Estoril og senest anden i Norsk 2000 Guineas bag Duca Di Como. Niels Petersen har sine heste i fantastisk form, og med udblæsningen i Norsk 2000 Guineas bag sig, er Square De Luynes et godt sejrsbud. Han skal selvfølgelig kunne fungere på Jägersros dirt track, men det kan de fleste gode heste.

Snake Lake er Derbyfeltets eneste millionær, og han har gået fra den ene toppræstation til den næste. Nu skal han for første gang testes over 2400 meter, hvilket umiddelbart bliver for langt for ham, men kan han gemme sig undervejs og bruge sin fart til sidst, er han ikke uaktuel til en præmie.

Couples indledte året med to sejre foran henholdsvis Johnnybegood og Snake Lake, inden han senest blev slået på målstregen i Voter af staldkammeraten Shake The Disease. Couples fik dog et uheldigt løb og var stor i nederlaget, og som halvbror til sidste års Derby-2’er Stricker, er Derbyhåbet uden tvivl intakt.

Shake The Disease overraskede de fleste, da han akkurat slog Couples i Voterlöpning. Francisco Castro har hentet sin tidligere makker Manuel Martinez ind fra Chile, og det gør ikke chancen mindre nu.

La Belle Epoque aflagde sin maidentitel i årets første start, og han har sidenhen været anden i Bro Park Trial og senest tredje i Jockeyklubbens 2000 Guineas. Han er med på det “Wild Card” han fik for andenpladsen bag Gemstone i førstnævnte løb og repræsenterer en stald i fremragende form.

Gemstone vandt årets to første starter knusende overlegent, og det var derfor en større overraskelse, at han måtte nøjes med andenpladsen bag Master Bloom senest. Han er efterfølgende blevet behandlet for en lokal infektion i halsen, og vender han tilbage til sin tidligere form, er han en af dem der kan slås om sejren. Det udvendige startspor trækker dog kraftigt ned, og han er afhængig af en rigtig god start.


Her kan der dukke en overraskelse op. SIPHON RIVER leverede en stor indsats i Voter. Det var hans sæsondebut efter lang pause, og han fik en lang rejse i sporene undervejs, men var alligevel kun fire længder efter Shake The Disease og Couples. Be My Shine var ude mod gode ældre heste senest, og præstationen var absolut mere end godkendt. Caesara var god som anden bag Shantou i hendes hidtil eneste start på Jägersro, og hun har klassen til at vinde.


Jägersro-specialisterne I KIRK og Trickbag har fået optimale startspor i årets udgave af Zawawi Cup (Gr.3), og de bliver svære at fange. Land’s End vandt løbet i fjor, men han har hidtil ikke været lige så god i år, og der skal noget til før han vender formen på de to førnævnte.

Backcountry vokser i graderne, men skal her bekende kulør i et udskrevet opgør, så mit tredje kryds på kuponen bliver Niels Petersens Viscount Barfield, der senest var anden i Bro Park Vårsprint (L) og nu får en interessant debut på dirt.


Her er der tidlige afbud fra Wall Street, Marta og Miss Maybach.

Master Bloom slog senest Gemstone og fik sit handicap forhøjet til 80. Det var dog ikke nok til at komme med i Svenskt Derby, og han må derfor nøjes med en start i Derby Consolation, inden det formentlig gælder Dansk Derby næste gang.

Balen var måske Francisco Castros største Derbyhåb før sæsonen startede, men han har ikke leveret på samme niveau som sine tre staldkammerater, der starter i Derbyet. Balen har dog kapaciteten og når forløsningen kommer, er han sikkert ikke meget efter hestene der starter i selve Derbyet.

ZAHARA og Sir Selmer skal definitivt med – førstnævnte var uheldig i Derby Trial og mistede formentlig sin Derbyplads her, mens Sir Selmer er en type der virkelig går frem fra start til start.


Dagens vinderspil

Løb 2: 1 Amon Ra
Løb 4: 2 Mrs Loreen
Løb 5: 7 Be My Academy
Løb 7: 10 Square De Luynes
Løb 10: 4 Zahara


GS75

GS75-1: 2 Mrs Loreen
GS75-2: 7 Be My Academy
GS75-3: 2-3-4-5-6-7-8-9
GS75-4: 4-6-9-10-12
GS75-5: 5-6-10
GS75-6: 1-3-10
GS75-7: 4-6-9-10

1.440 kroner.


V4

V4-1: 1-2-3-4-5-6-8-9-10-12-13-15
V4-2: 5-6-10
V4-3: 1-3-10
V4-4: 4 Zahara

108 kombinationer – 216 kroner.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top