fbpx

Sandrup-dominans med 2- og 3-årige

Vanja Sandrup havde – som hun selv havde forudset – en rigtig god onsdag eftermiddag på Jägersro, hvor hun sadlede en 3-årstrippel med Marta, Bearfoot og Ronja, samt en 2-årsdouble med Verde Mar-sønnerne Bearnee og Cash.


Marta og Martin Rodriguez sejrer sikkert i Novislöpning. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Marta og Martin Rodriguez sejrer sikkert i Novislöpning. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Marta og Bearfoot var de to klare forhåndsfavoritter i onsdagens Novislöpning over 1730 meter, og det blev førstnævnte – sidste års svenske Kriteriums-2’er – der legende let slog sin staldkammerat med tre længder. Derefter blev der fem længder ned til Sandrups tredje deltager, Ronja, der akkurat på målstregen fangede Jessica Longs Cleggan Bay.

Efter en uheldig rejse i sæsondebuten på Bro Park var Marta nu tilbage i vante omgivelser og leverede en indsats der lover godt for hoppens næste opgave, Svenskt 1000 Guineas på Bro Park. Her byttes underlaget ud med græs, hvilket Appel Au Maitre-datteren kun har prøvet en enkelt gang tidligere. Det var i sidste års udgave af Future Stars på Bro Park, hvor hun sluttede sjette gennem mål.

Marta er opdrættet af Buck Racing AB og ejes af SGS II.

Reprise: Novislöpning


Bearnee vinder foran staldkammeraten Cash. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Bearnee vinder foran staldkammeraten Cash. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Veltrukket 2-årsvinder

I sit interview med GalopSport var Vanja Sandrup spøgefuld omkring Jägersros programtipper Stefan Jönssons vurdering af årets første 2-årsløb.

Jönsson havde tippet Hans Adielsson-trænede Joker Face som “banker” i V5-spillet, og det havde Sandrup på forhånd svært ved at se skulle ske.

“Hvis Hans har en hest der kan slå mine to, så er det bare at gratulere ham med det”, grinede Vanja sågar på selve løbsdagen, da hun tog imod Marta i vindercirklen.

Og Vanja havde noget at have sin “Bent Olsen-agtige” selvtillid i, for hendes hendes to 2-årige debutanter var klart bedre end resten i dag.

Verde Mar-sønnerne var hurtigst ude af boksen og fulgtes godt ad hele vejen til målstregen, hvor Bearnee og Valmir de Azeredo var en kende bedre end Cash og Martin Rodriguez. Bag de to første fulgte Adielssons favorit Joker Face på seks længders afstand, mens Adielssons to øvrige debutanter Iwannabetheonlyone og Jesse The Body blev nummer fire og fem.

Der var 50.000 kronor i førstepræmie til Bearnee, der er tredje vinder fra lige så mange startende startende afkom ud af den højkapable hoppe Aneebee (Fraam), som i Madeleine Smiths træning bl.a. vandt Coolmore Matchmaker Stakes (L) på Täby i 2008. Aneebees to øvrige vindere er den svenske 2000 Guineas-triumfator Ascot Hill (Ad Valorem) og Mores Wells-sønnen Bear Baroo.

Reprise: Maidenlöpning

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top