Binary File-datteren Summertime, der i 2012 vandt Svenskt Oaks og var slået med det mindst mulige i Dansk Derby af staldkammeraten Darcy, nedkom torsdag formiddag med et hingstføl efter Wilshire Boulevard (Holy Roman Emperor).
![Summertime ved sejren i Svenskt Oaks 2012 på Jägersro. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.](https://galopsport.dk/wp-content/uploads/2016/01/Summertime-6614-L-1.jpg)
Summertime, der nu ejes af Kjems Racing og Light Valley Stud, var igennem hele løbskarrieren fra 2- til 4-årssæsonen i træning hos Francisco Castro på Jägersro, og foruden meritterne i Svenskt Oaks og Dansk Derby sluttede hun bl.a. anden i Skandinavisk Grand Prix, samt tredje i både Dansk Oaks, Dansk Breeders’ Cup og Jockeyklubbens Avelslöpning.
![Billions/Josephine Ingvarsson vinder foran White Spot og Sand Shark. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.](https://galopsport.dk/wp-content/uploads/2017/11/Billions-0082-L.jpg)
Hendes første og hidtil eneste startende afkom, 3-årige Billions (Eishin Dunkirk), afsluttede sin 2-årssæson i fjor med at vinde 1600 meter for træner Hans Adielsson, og for et år siden folede Summertime en hingst efter Juniper Tree.
![Summertime (Binary File) med sit hingstføl efter Wilshire Boulevard hos Kjems Racing i Nordsjælland.](https://galopsport.dk/wp-content/uploads/2018/04/foel_summertime_23872-1.jpg)
Årets hingstføl kom ligeledes til verden hos Ida og Hjalte Kjems i Nordsjælland og er endnu et afkom efter Wilshire Boulevard, der udover at være trekvartbror i blod til Gruppe-1-vinderen Zoffany (Dansili), havde sine egne gode løbsmeritter for Aidan O’Brien og Coolmore-teamet, blandt andet med en sejr i Gruppe-3-opgøret Anglesey Stakes på The Curragh, samt en andenplads i Gimcrack Stakes (Gr.2) i York og fjerdeplads i Grand Criterium (Gr.1) på Longchamp.