Årets fjerde store europæiske “mid-winter sale” foregår lige nu på Arqana i Deauville, og her handlede Morten Buskop to gange i løbet af tirsdagen.
Første hammerslag faldt på lot 22, den 8-årige hoppe Lumumba (Footstepsinthesand – La Dane v. Danehill), som blev købt for 5,000 euro på vegne af danske Stutteri Stork.
Lumumba er vinder i Frankrig og endvidere placeret flere gange i Tyskland som 3- og 4-årig.
Hun gik i avlen i 2015 og er mor til en 2-årig hoppe og en 1-årig hingst – begge efter Dabirsim.
I fjor kom hun ikke i fol ved Excelebration.
“Det var meningen, at vi ville finde en hoppe uden føl som kunne sendes til Hunter’s Light i Frankrig, og det lykkedes heldigvis denne gang”, fortæller Henrik Stork, der i sidste uge selv var underbidder på en moster til Stutteri Storks danske Kriteriumsvinder, King David, på Goffs February Sale i Irland.
Senere på dagen var Morten Buskop i aktion igen, da han for 11,000 euro fik hammerslag på lot 155, 14-årige Spring Sea (Kutub – Sea Ring v. Bering).
Spring Sea er i fol ved Gruppe-1-vinderen Myboycharlie (Danetime), som er tilmeldt den skandinaviske Breeders’-serie for føl født i 2018.
Spring Sea blev købt på vegne af det stort satsende svenske opdrætterpar Helena og Tor Harry Sigfridsson.
Hoppen har vundet to gange i karrieren og er allerede mor til tre vindere i Frankrig.
Hun er desuden halvsøster til bl.a. den prægtige franske 1000 Guineas (Gr.1)-vinder Torrestrella (Orpen), som selv har produceret de to Gruppe-3-vindere Farmah og Intilaaq.
Spring Seas afkom har også solgt godt, og på Arqanas Breeze Up-auktion i fjor gik hendes nu 3-årige datter Umm Swayya (Equiano) for 70,000 euro.
Arqanas februar-auktion afsluttes onsdag.