fbpx

Kieren Fallon – verdens bedste jockey?

Hans karriere spænder lige fra glorværdige Derby-sejre til alkoholmisbrug, fra kæmpe kontrakter til anholdelser, og fra stærk finishridning til hovedløse beslutninger og karrieretruende styrt. Irske Kieren Francis Fallon har det hele, og her tegner vi et portræt af jockeyen, der kan forventes at få en hovedrolle på Belmont Park den 29. oktober.


Kieren Fallon blev født den 22. februar 1965 i Crusheen, County Clare, Irland. Han kom ikke fra en væddeløbsfamilie og begyndte først at ride væddeløbsheste som 17-årig. Der skulle gå to år før han red sin første vinder i 1984 på den irske bane Navan.

I 1987 sluttede han på andenpladsen i det irske lærlingechampionat, og året efter besluttede han sig for at prøve lykken i England, hvor han fik job hos træner Jimmy Fitzgerald. Fallon fik hurtigt succes på de nordlige engelske væddeløbsbaner, og i begyndelsen af 90’erne fik han også gode ridt på kontinentet, blandt andet i Spanien hvor han ofte blev brugt af top-stalden Cuadra Madrilena.

I 1993 blev han engageret af træner Lynda Ramsden, men fik allerede året efter et halvt års udelukkelse da han på Redcar forsøgte at hive en anden jockey af hesten efter et løb. Efter at have udstået sin straf var Fallon tilbage hos Ramsden, hvor han blev indtil karrierens første store tilbud kom.

I 1997 skrev han kontrakt med legendariske Henry Cecil og blev dermed førstejockey hos én af verdens største trænere. Teamet Cecil og Fallon blev en nærmest magisk duo, og i de godt to og en halv sæson samarbejdet varede markerede de sig som et af de bedste træner/jockey-teams i den engelske væddeløbshistorie.

Allerede i den første sæson for Cecil red Kieren Fallon 202 vindere i England, og storløbssejrene der kom på samlebånd inkluderede både 1000 Guineas med Sleepytime og The Oaks med Reams Of Verse. Samarbejdet med Henry Cecil kom dog til en brat ende.

Efter at have vundet både Epsom Derby med Oath og Oaks med Ramruma, blev Fallon i 1999 pludselig fyret af Henry Cecil, efter de engelske tabloid-avisers spalter nærmest flød over med historier om Henry Cecils unge kones affære med ’en førende jockey’.

Kieren Fallon klarede sig dog igennem fyringen fra Cecil og tog sit tredje engelske jockeychampionat i træk.

Inden sæsonen 2000 skrev Fallon kontrakt med Sir Michael Stoute, og dette bar med det samme frugt via Gruppe-1-sejre i både 2000 Guineas med King’s Best, Dubai Classic med Fantastic Light og Coronation Cup med Daliapour, men et dramatisk styrt på Royal Ascot gik så hårdt ud over hans arm at karrieren var tæt på at slutte.

Via hårdt arbejde og genoptræning i blandt andet Dubai i vinterperioden kunne Fallon genoptage samarbejdet med sin loyale arbejdsgiver Sir Michael Stoute i 2001, og efter en svær indledning på sit come-back med meget kritik i pressen, slog Fallon til i 2000 Guineas på ryggen af Golan, mens Medicean gav ham Gruppe-1-triumfer i både Lockinge Stakes og Eclipse Stakes.

Karrieren fortsatte i et højt gear i 2002, hvor Gruppe-1-sejrene nærmest kom på samlebånd. I 2002 vandt Fallon storløb som Oaks d’Italia (Gr.1) med Guadalupe, Coronation Cup (Gr.1) med Boreal, King George & Queen Elizabeth II Stakes (Gr.1) med Golan, Prix Morny (Gr.1) med Elusive City, Nassau Stakes (Gr.1) og Yorkshire Oaks (Gr.1) med Islington samt Grand Criterium (Gr.1) med Aidan O’Brien-trænede Hold That Tiger.

I januar 2003 stod Kieren Fallon frem i Sunday Times og fortalte i et eksklusivt interview, at han havde skrevet sig ind på et afvænningscenter i Irland for at bekæmpe en tiltagende afhængighed af alkohol.

At Fallon stod frem i pressen og erkendte sit alkoholproblem krævede et stort mod, men han kæmpede sig igennem krisen og kunne dermed fortsætte den fantastiske karriere hos Sir Michael Stoute. 2003 blev således også året hvor Fallon kunne vinde sin første Epsom Derby-sejr på ryggen af Kris Kin, og efter endnu en fremragende sæson på de europæiske baner kunne han i oktober måned også løfte sit første Breeders’ Cup-trofæ efter at have redet Islington først over stregen i Fillies & Mares Turf (Gr.1) på Santa Anita Park. Hjemme i England blev det til endnu et jockeychampionat, hvilket var det sjette på syv år.

2004 blev også et jubelår for Kieren Fallon, der for andet år i træk vandt The Derby (Gr.1) på Epsom, denne gang med North Light. Ligesom i 1999 leverede Fallon en Classic-Double, idet han foruden sejren med North Light også red Ouija Board til sejr i The Oaks (Gr.1).

Sammen med Ouija Board slog Fallon også til i Irish Oaks (Gr.1) og Breeders’ Cup Fillies & Mares Turf (Gr.1), ligesom han var i bøjlerne på Russian Rhythm og Motivator i deres respektive sejre i Lockinge Stakes (Gr.1) og Racing Post Trophy (Gr.1).

I begyndelsen af 2005 afbrød jockey Jamie Spencer sit samarbejde med den irske gigant-træner Aidan O’Brien efter en skidt sæson året forinden, og mange ryttere stod på spring til at overtage ”verdens bedste væddeløbsjob”.

Valget faldt på Kieren Fallon, der med meget kort varsel opsagde sin kontrakt hos Sir Michael Stoute og øjeblikkeligt blev knyttet til Ballydoyle-teamet ”hjemme” i Irland. Det var svært for Fallon at måtte sige farvel til Sir Michael Stoute efter et samarbejde der havde hjembragt et utal af storløbsvindere igennem fire år, men tilbuddet var simpelthen for godt til at afvise.

Fallon kunne rejse hjem til Irland og dermed være noget mere i ly for sladderpressen, han ville få en lang række superheste at ride på, ”stallion rights”, og et ikke bekræftet overgangsbeløb på 500.000 £.

Og hvilken sæson de har haft! Maj måned var dårligt begyndt før Aidan O’Brien og Kieren Fallon stjal overskrifter over hele verden med en Guineas-Double. Først med Footstepsinthesand i 2000 Guineas og dagen efter med Virginia Waters i 1000 Guineas. Atter engang fik Fallon vist sine kollegaer hvordan Newmarkets Rowley Mile skal rides til perfektion.

Siden er det gået slag i slag for det nye vidunder-team, og blandt et væld af gruppeløbssejre kan nævnes Coronation Cup (Gr.1) med Yeats, Eclipse Stakes (Gr.1) og Irish Champion Stakes (Gr.1) med Oratorio, Phoenix Stakes (Gr.1) med George Washington, Grand Prix de Paris (Gr.1) med Scorpion, Grand Criterium (Gr.1) med Horatio Nelson samt Moyglare Stud Stakes (Gr.1) og Prix Marcel Boussac (Gr.1) med Rumplestiltskin.

Derudover har Fallon nydt stor succes med Michael Tabor-ejede Hurricane Run, der i træning hos franske Andre Fabre vandt både Irish Derby (Gr.1) og Prix de l’Arc de Triomphe (Gr.1).

Hurricane Run hostede efter sin sejr i Arc’en og kommer ikke ud mere i år, hvilket betyder at Fallon ikke får chancen for at ride Montjeu-sønnen i næste lørdags Breeders’ Cup Turf (Gr.1) på Belmont Park.

I stedet sidder jockeyen op på Aidan O’Brien-trænede Ace, og derudover er han klar til at ride fire af Ballydoyles øvrige Grade-1-deltagere på dagen – Ad Valorem i Mile (Gr.1), Ivan Denisovich i Juvenile (Gr.1), Mona Lisa i Filly & Mare Turf (Gr.1) og endelig den dobbelte Gruppe-1-vinder Oratorio i Classic (Gr.1).

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top