fbpx

“Jeg har intet imod en besværlig bane på søndag”

Lennart Jr Reuterskiöld starter i weekenden både Hurricane Red i lørdagens Firm Management Scandinavian Open Championship (Gr.3) og Spicy Mix i HK Entreprise Dansk Derby. Sidstnævnte er i år gået fra at være favorit til outsider.


Spicy Mix. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Spicy Mix. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

”Efter et udmærket løb i årets første start, har hun gået nu to dårlige løb i træk”, erkender Junior. “Jo mere vand i banen på søndag, desto bedre for hende”.

I skrivende stund regner det igen over dansk galopsports hovedkvarter, og ifølge The Weather Channel fortsætter heldagsregnen også fredag, hvorefter vi kan se frem til tørvejr, moderat solskin og 19 grader i selve Derbyweekenden.

Tom Glæsner Larsen overrækker ærespræmien. Foto: Burt Seeger / US Photo.
Spicy Mix’s ejer, Vivi Svenby, flankeret af Lennart Jr Reuterskiöld og Tom Glæsner Larsen efter sejr på Klampenborg i fjor. Foto: Burt Seeger / US Photo.

”Det bliver interessant at se hvordan banens forfatning er på søndag, efter 10 løb dagen forinden. Jeg har intet mod en besværlig bane på søndag. Fordelen for Spicy Mix er, at hun kender Klampenborg ud og ind”, vurderer den svenske championtræner, som lørdag gør endnu et forsøg med Hurricane Red i Firm Management Scandinavian Open Championship (Gr.3).

Hurricane Run-sønnen spilles antagelig til favorit i løbet, men hesten har endnu tilgode at vinde på Klampenborgs græs.

”Han har hverken levet op til spillernes eller mine egne forventningers. Det har ikke forløbet efter hensigten, og jeg kommer til at ændre nogle ting til på lørdag. Hvad det er beholder jeg for mig selv”, siger Junior.

Hurricane Red var femte gennem mål i sidste års Scandinavian Open, spillet til 35:10, mens han i 2014-udgaven var tredje, nedspillet til 25:10.

I 2015 foretrak kredsen bag superstjernen et løb i Hamborg frem for Klampenborg.

Hurricane Red/Jacob Johansen vinder Stockholms Stora Pris (Gr.3). Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Hurricane Red/Jacob Johansen vinder Stockholms Stora Pris (Gr.3). Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

”Jeg er ikke i tvivl om, at min hest har vinderchance, hvis han er som bedst på lørdag”, fortsætter træneren, som med en sejr i løbet vil se sin hest passere syv millioner kronor i samlet præmiesum.

Hurricane Red overhalede tidligere i år Peas and Carrots som alletiders mest vindende hest i Juniors træning, og 2017 ligner i det hele taget trænerens bedste sæson i karrieren.

Stalden har hidtil vundet 5.470.410 kronor inden derbyweekenden skydes i gang, og svenskeren har allerede rundet cifrene fra hele 2015.

”Den svenske derbydag var jo helt fortræffelig for mig, vi fik præmier hjem for over 2,6 millioner kronor. Det er ret så mange pengene på én og samme dag – også efter international målestok”, afslutter han.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top