fbpx

Danskejede Dressed In Fur solgt for 155,000 guineas på Tatts

Et godt skandinavisk samarbejde udmøntede sig i den næsthøjeste pris på torsdagens åbning af Tattersalls February Sale i Newmarket. Her blev den af Peter Holm-Lassen delejede hoppe Dressed In Fur solgt for 155,000 guineas til Cormac McCormack Bloodstock.


Dressed In Fur. Foto: Tattersalls.com.
Dressed In Fur. Foto: Tattersalls.com.

Dressed In Fur, der som 2-årig var ejet af en anden dansker – Hubert Strecker – blev for blot 11,500 guineas købt af den tyske agent Christian von der Recke på Tattersalls July Sale i 2015.

Allerede tre dage senere deltog hun i et salgsløb på den franske bane Dieppe, og her blev hun claimet af Peter Holm Lassen, hvorefter hun fortsatte karrieren hos svenske Pia Brandt i Chantilly.

Og så gik det ellers stærkt med udviklingen for Dressed In Fur, som efter to Listed-placeringer blev anden i Criterium de Maisons-Laffitte (Gr.2) og to uger senere igen nummer to i Prix Miesque (Gr.3). 2016 blev ikke nær så succesfuldt for Excellent Art-datteren, men hun tog dog en enkelt sejr i et udskrevet opgør over 1200 meter i Deauville.

Dressed In Fur. Foto: Tattersalls.com.
Dressed In Fur. Foto: Tattersalls.com.

I dag gik hun igennem ringen i Newmarket – fremstillet af svenske Anna Sundströms Coulonces Consignment – og først ved 155,000 guineas faldt hammerslaget.

Lidt af et eventyr for Peter Holm Lassen, der solgte Dressed In Fur sammen med sin franske samarbejdspartner og storkunde hos Pia Brandt, Gerard Augustin-Normand.


Katalogside: Dressed In Fur (IRE)

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top