fbpx

Arrogate suveræn i verdens rigeste væddeløb

Juddmonte Farms’ 4-årige Arrogate viste lørdag aften hvorfor han lige nu betragtes som verdens bedste væddeløber. Med Mike Smith i sadlen forsvandt han med lethed fra sine konkurrenter i Pegasus World Cup og tog førstepræmiens 7.000.000 US$.


Mike Smith på ryggen af Pegasus World Cup-vinderen Arrogate. Foto: Casey Phillips/Eclipse Sportswire/Breeders Cup)
Mike Smith på ryggen af Pegasus World Cup-vinderen Arrogate. Foto: Casey Phillips/Eclipse Sportswire/Breeders Cup)

Smith fik sendt Arrogate godt af sted fra det indvendige startspor, og lige så fint kom næstfavoritten California Chrome af sted yderst i banen.

Da feltet ramte bagsiden lå Arrogate og California Chrome side om side bag førende Noble Bird, men ved allerede ved indgangen til opløbssvinget havde Arrogate overtaget, og alt imens Unbridled’s Song-sønnen ufortrødent skød frem, var der intet for Victor Espinoza at hente på California Chrome, som ind på opløbet praktisk talt blev taget op og blot cantrede over målstregen som tredjesidst i det 12 heste store felt.

Hvad skete der med California Chrome?

“Han var bare ikke sig selv i dag. Han havde chancen da feltet kom henover bagsiden, men der er ingen undskyldninger”, lød det umiddelbare svar fra træner Art Sherman, som her startede Pulpit-sønnen for sidste gang inden avlskarrieren om ganske kort tid tager sin begyndelse.


Tilbage til fantastiske Arrogate, som i fjor slog banerekorden over 2000 meter på Saratoga, da han som ganske upåagtet hjemtog Travers Stakes.

Siden besejrede han netop California Chrome i Breeders’ Cup Classic på Santa Anita, men måtte ved de nylige Eclipse Awards alligevel se sin Dubai World Cup-vindende konkurrent løbe med titlen som Horse of the Year.

Mens starten i Pegasus World Cup var karrierens svanesang for California Chrome, er karrieren fortsat ung for Bob Baffert-trænede Arrogate, som debuterede for mindre end et år siden og hidtil kun har startet syv gange med seks sejre til følge.

Mens Arrogate kan sole sig i førstepræmiens 7 millioner dollars, var der 1,75 millioner dollars i andenpræmie til Shaman Ghost, mens Neolithic fik en million for tredjepladsen.

Netop en million dollars var prisen for en startplads i Pegasus World Cup, og samtlige øvrige deltagere i feltet fik 250,000 dollars i “performance fee”.


Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top