fbpx

Nye G1-sejre til Songbird og California Chrome

To af USA’s allerbedste heste, den hidtil ubesejrede 3-årige hoppe Songbird, samt den 5-årige Kentucky Derby- og Dubai World Cup-vinder California Chrome, startede i går på hver sin side af kontinentet.



Songbird østpå i Alabama Stakes (G1) på Saratoga i New York og California Chrome på Del Mar i det sydlige Californien.

Songbird (Medaglia d’Oro), i træning hos Jerry Hollendorfer og som sædvanlig med veteranen Mike Smith i sadlen, startede for første gang over 2000 meter og hun fik for en gangs skyld ingen let føring, da Go Maggie Go forsøgte at udfordre hende fra spids.

Det foruroligede dog ikke Mike Smith, der blot gav sin hoppe en let rysten med tøjlerne for at give hende marchordre. Sejren blev usvigelig sikker med seks længder i tiden 2 minutter og 3 sekunder.

Songbird har nu vundet 10 løb, hvor af de 6 har været Grade 1 og hendes præmiesum er over $2.750.000.



California Chrome mødte otte gode modstandere i Del Mar Pacific Classic, anført af Breeders Cup’-vinderen og tredobbelte Championhoppe Beholder med Gary Stevens, samt Bob Bafferts Dortmund med Rafael Bejarano i sadlen.

Der var nogen usikkerhed om taktikken på forhånd, da California Chrome havde trukket startspor et.

Hans jockey Victor Espinoza udtalte efter løbet: ”Jeg besluttede mig lige inden vi gik i startboksen for, at lade ham springe godt ud og tage føringen med det samme. Derefter var han aldrig i fare. Jeg må sige, at dette er den bedste hest jeg har redet i min karriere”.

Efter den overlegne seks længders sejr udtalte jockey Gary Stevens, der red andenhesten Beholder: ”Victor legede med os andre. Hatten af for California Chrome!”.

Træner Art Sherman: “Der var ingen plan inden løbet. Jeg lod jockeyen ride sit løb og han red et godt løb. California Chrome er en fantastisk hest. Han har vundet på dirt og på græs både her i USA og i Dubai. Jeg er bare priviligeret at have sådan en hest i min varetægt.”

Calfornia Chrome, der med sejren fik en fribillet til Breeders’ Cup, har nu vundet over $13.200.000 og 14 sejre i 23 løb og er den mest vindende hest i træning i verden.

Oplev sejren herover med Trevor Denmans løbsreferat. Samme Denman var en legende som løbsreferent på Santa Anita, men er for en kort bemærkning trådt ud af pensionisternes rækker for at dække meetinget på Del Mar.

Picture of Hans Erik Westerberg

Hans Erik Westerberg

Fokus: Internationalt / Avl & Auktioner. Født 1940 i København. Tidligere eksportmedarbejder i Rex Rotary, ansat i elektronikvirksomhed i Stockholm og selvstændig med virksomhed i elektronikbranchen i Danmark og Polen indtil 2010. Bestyrelsesmedlem i Klampenborg Galopselskab i 20 år samt formand. Sidenhen formand for Dansk Galop og nuværende bestyrelsesmedlem i Dansk Hestevæddeløb. Hestejer og opdrætter. Har bl.a. ejet Clarion King og er p.t. medejer af Stradivarius. Medforfatter af jubilæumsbogen “150 år med fest, farver og fuldblod”, skrevet i samarbejde med Per Bustrup.

Seneste artikler

Scroll to Top