fbpx

”De seneste fem år har været de bedste”

Vi sidder på Sofiero Slott i Helsingborg. Det er en varm fredag aften i sidste halvdel af juli, og imens vi taler på balkonens vestside med udsigt over Øresund, strømmer tusinder og atter tusinder igennem indgangen til slotsparken. I aften spiller Benny Andersson med sit orkester. Han skal faktisk være på scenen om mindre end en time.


Mange tusinde mennesker var på plads på Sofiero Slott. Foto: GalopSport.
Mange tusinde mennesker på plads på Sofiero Slott. Foto: GalopSport.

Han bliver lige mindet om, at koncerten er nært forestående og at publikum er ved at være på plads.

At resten af orkestret sidder omkring bordet og at han endnu ikke har fået noget at spise.

”Jeg forstår ikke dem der kan spise lige inden de skal på scenen”, siger han til mig.

”Jeg er altid først sulten efter koncerten”.

Dermed tjener vi yderligere et kvarters samtale om fuldblodshestene.

Hestene, der igennem mere end 30 år har fyldt Benny Anderssons liv med spænding, intensitet, rejser og uforglemmelige oplevelser.

Et liv på den anden side af musikken.


24. april 1982.

De skakternede farver der symboliserer Chess Racing blev taget i brug for første gang den 24. april 1982.

”Det var på Klampenborg og hesten hed Secret Army”, erindrer Benny.

”Caroline, Berndt (Strömberg, red.) og jeg havde købt ham i Doncaster og han var fire år da han debuterede for os. Jeg tog til Danmark fuld af forhåbninger, men blot for at se min hest løbe med hovedet strakt direkte i vejret og det rakte ikke til mere end en fjerdeplads”.

Efter yderligere to starter uden succes på Klampenborg og Jägersro, skulle der prøves noget nyt.

Distancen blev øget fra 1600 til 2400 meter og Secret Army blev sendt til Strömsholm. Benny var fulgt med igen, dog uden nogen form for sejrsforhåbninger.

”Da vi ankom til Strömsholm kom en journalist hen til mig og fiskede efter et interview. Jeg ønskede normalt ikke at tale med pressen, men sagde til journalisten, at hvis min hest vandt i dag, ville han få sin historie. Så lidt troede jeg på det”, griner Benny.

Lidt senere på dagen vandt Secret Army let med tre længder.

Det var et Fegentri-løb for mandlige amatørryttere og førstepræmien var 7.500 kroner værd.

Hesten vandt aldrig et løb igen, men for Benny Andersson var det blot begyndelsen på en ustoppelig interesse for galopsporten.


Caroline Strömberg, Sibelius, Benny Andersson og Jessica Long. Foto: Burt Seeger / US Photo.
Caroline Strömberg, Sibelius, Benny Andersson og Jessica Long. Foto: Burt Seeger / US Photo.

Passion for avl og afstamninger

”Jeg er ikke nogen hestemand. Det har jeg aldrig været, og jeg ville stadigvæk ikke opdage det, hvis min hest havde sprukket en hov. Det er der heldigvis masser af folk rundt om mig der kan, og jeg dyrker i stedet min store passion for avl og afstamninger. At finde de rigtige avlshingste til mine hopper er noget af det bedste jeg ved”, forklarer Benny, der købte sin første avlshoppe året efter Secret Armys sejr på Strömsholm.

”Jeg købte Miss Davina af Caroline og Berndt, og Berndt gav mig samtidig et internationalt hingstekatalog som han sagde jeg skulle bladre i for at finde en passende hingst til den næste bedækning i foråret”.

“Efter lang tids studeren uden at jeg kunne bestemme mig, anbefalede Caroline at jeg brugte Niniski, en søn af Nijinsky”, erindrer Benny.

”Resultatet af bedækningen blev en hest som blev døbt Davinski. Han kom til verden i 1985 og endte med at vinde Svenskt St. Leger – det var meget specielt at vinde klassisk løb med mit allerførste opdræt, og selvfølgelig blev jeg fuldstændig ”hooked” på at opdrætte heste selv”.


Fra venstre: Caroline Strömberg, Benny Andersson, Mark Larsen og Mona Nörklit. Foto: Burt Seeger / US Photo.
Fra venstre: Caroline Strömberg, Benny Andersson, Mark Larsen og Mona Nörklit.
Foto: Burt Seeger / US Photo.

”Familievenskab”

At Benny Andersson overhovedet fattede interesse for galopsporten i første omgang, beroede på ønsket om, at skabe et samlingspunkt for hele familien.

”Min hustru, Mona, var tidligere gift med Berndt og de har sønnen Johan sammen”.

“Berndt og Caroline trænede nu galopheste, og der var dermed basis for at skabe en samhørighed for os alle. Man kan kalde det ”familievenskab” – og i dag er det Berndt og Carolines datter Jessica, der sammen med sin mand Padraig fører arven videre”.

“Dét er der noget helt specielt over, og det rører mig dybt hver gang Jessica opnår et stort resultat”.


Dette foto af Mondschein i glas og ramme er det eneste "galopfoto" Benny Andersson har hængende i hjemmet.
Dette foto af Mondschein i glas og ramme er det eneste “galopbillede” som Benny Andersson har hængende i sit hjem.

Mondschein – det helt store lykketræf

I efteråret 1996 gik Benny Andersson sammen med træner John Dunlop og agent Peter Doyle rundt på auktionen i Newmarket.

Der var allerede indkøbt tre heste og egentlig skulle det blive ved det.

”Pludselig står jeg foran en boks og ser ind på en Rainbow Quest-hoppe”.

“Hun var helsøster til en Gruppe-3-vinder og ud af en Listed-vinder. Jeg anede ikke om hun stod korrekt på benene eller noget som helst andet – men jeg vidste, at hende måtte jeg have. Så jeg købte hoppen på egen hånd og døbte hende Mondschein”, fortæller Benny.

Mondschein gik i træning hos John Dunlop, og efter to starter som 2-årig med en andenplads som bedste resultat, sæsondebuterede hun som 3-årig med en let tre længders sejr over 2000 meter på Sandown.

Herefter var hun to gange placeret i Listed-sammenhæng, inden hun den 10. oktober 1998 blev sendt ud i Princess Margaret Stakes (Gr.3) på Ascot.

Hun var sjette bag Sir Henry Cecils Silver Rhapsody, der sidenhen bl.a. var tredje i Yorkshire Oaks (Gr.1).

”John Dunlop foreslog mod slutningen af 3-årssæsonen, at vi skulle forsøge Mondschein over 2400 meter i Frankrig, og han havde fundet et Listed-opgør til hende på Maisons-Laffitte”.

“Løbet hed Prix Belle De Nuit og blev redet i slutningen af november, så vi tog chancen og hun vandt med halvanden længde”.

”Det var det største jeg hidtil havde oplevet som hesteejer, og jeg havde allerede forinden besluttet mig for, at jeg selv skulle avle videre på Mondschein efter løbskarrieren”.

“Jeg kan godt lide hopper med stamina, for det giver chancen for at tilføje noget fart ved valget af avlshingst”, siger Benny.


Benny Andersson og Mark Larsen fejrer Sibelius' Derbysejr i 2004. Foto: Burt Seeger / US Photo.
Benny Andersson og Mark Larsen fejrer Sibelius’ Derbysejr i 2004. Foto: Burt Seeger / US Photo.

Sibelius var den første

Mondscheins første år i stutteriet bød på en date med Coolmores Northern Dancer-søn Night Shift.

Benny Andersson sendte herefter sin hoppe til Sverige, hvor hun året efter folede en brun hingst der fik navnet Sibelius, opkaldt efter Finlands nationalkomponist.

I 2004 vandt Sibelius Dansk Derby på Klampenborg.

I Chess Racings farver for sin træner Caroline Strömberg og den faste makker i sadlen, Mark Larsen.

Forinden havde han været kort slået til andenpladsen i Dansk 2000 Guineas og sidenhen slog han til i Dansk St. Leger foran den svenske Derbyvinder Zenato.

Karrieren bød endvidere på en Listed-sejr i Dansk Jockey Club Cup, og Sibelius gik på pension med syv sejre og mere end en million svenske kroner på præmiekontoen.


Vigelegere/Mark Larsen på vej mod sejren i Golden Mile (L) 2007. Foto: Burt Seeger / US Photo.
Vigelegere/Mark Larsen på vej mod sejren i Golden Mile (L) 2007. Foto: Burt Seeger / US Photo.

Næste afkom i rækken var ligeledes svenskfødte Vigelegere.

En datter af Be My Chief, der ligesom sin storebror rundede millionen og opnåede et handicap på 91.

Vigelegere tog sin største sejr i Klampenborgs Golden Mile (L), men hun vandt også Skandinavisk Grand Prix og var anden i Dansk Breeders’ Cup.

”Jeg valgte at beholde Vigelegere og føre Mondschein-linjen videre igennem hende, og det har jeg selvfølgelig ikke fortrudt. Hendes to første afkom er begge klassiske vindere”, smiler Benny med henvisning til High Chaparral-datteren Inaya og Archipenko-sønnen Sergel.


Ray og Kevin Stott på vej mod sejren i Bloomers' Vase (L). Foto: Amie Karlsson / GalopSport.
Ray og Kevin Stott på vej mod sejren i Bloomers’ Vase (L). Foto: Amie Karlsson / GalopSport.

”Det er svært at stoppe”

Mondscheins sidste afkom før hun gik bort var Rock Of Gibraltar-hoppen Ray.

Hun er nu blevet fire år gammel og fik sit store gennembrud på Bro Parks premieredag med sejren i Bloomers’ Vase (L).

”Faktisk vurderede jeg for nogle år siden, at det var tid til at trappe lidt ned på avlen – men det er svært at stoppe, når den ene vidunderlige hoppe efter den anden dukker op. Jeg kan jo ikke skille mig af med hverken Vigelegere, Inaya eller Ray nu, kan jeg?”, spørger Benny retorisk.

Og så er snakken endnu ikke engang faldet på Mondscheins bedste afkom overhovedet – den 8-årige Danehill Dancer-hoppe Beatrice Aurore, der i en helt eventyrlig løbskarriere vandt Gruppe-3-opgøret Prix Chloe i Chantilly og Height Of Fashion Stakes på Goodwood.

Desuden var hun anden i det italienske Gruppe-1-opgør Premio Lydia Tesio i Rom, samt i Gruppe-3-løbene D.C. Lavarack & Lanwades Stud Stakes og Marit Sveaas Minneløp.


Berling og Manuel Martinez vinder Marit Sveaas Minneløp (Gr.3) på Øvrevoll foran Beatrice Aurore. Én mindeværdig dag for Benny Andersson. Foto: Stefan Uppström.
Berling og Manuel Martinez vinder Marit Sveaas Minneløp (Gr.3) på Øvrevoll foran Beatrice Aurore/Andrea Atzeni. Én mindeværdig dag for Benny Andersson. Foto: Stefan Uppström.

I sidstnævnte opgør blev Beatrice Aurore besejret ganske kort af Berling, en anden af Chess Racings helt store stjerner og en hest som betyder meget for Benny Andersson.

”Berling er et godt bevis på hvilken karriere der kan vente en hest som ikke helt er god nok til at slå til i England. Han var i træning hos John Dunlop og vandt et større handicap på Newbury, men der var for langt op til eliten derovre”.

“Nu har han i stedet haft nogle fantastiske år hos Jessica, og sejren i Marit Sveaas Minneløp er noget af det mest fantastiske jeg har været med til”.

Berling kommer på lørdag til start som forsvarende vinder af Scandinavian Open Championship på Klampenborg, og at formen er i orden beviste han senest med sin forrygende afslutning til andenpladsen i Polar Mile Cup bag Brownie.

”Så du hvor langt tilbage han lå ind på opløbet? Han er med årene blevet en hest der gør hvad han selv vil – hver gang må man bare håbe, at det er i dag han har lyst til at løbe stærkt”.


Frankel. Foto: Juddmonte.com
Frankel. Foto: Juddmonte.com

Frankel….

Mens Vigelegere har indledt sin avlskarriere i Sverige og med tiden også får selskab af både Inaya og Ray, er Beatrice Aurore blevet i udlandet, og hun står nu opstaldet på irske Airlie Stud i County Kildare.

Benny Andersson har også foretaget en større satsning hvad angår valget af hingste i hoppens indledende avlskarriere.

”Hun har en hoppeåring efter Frankel….. og et hoppeføl efter Sea The Stars”, siger Benny.

Rækken af punktummer illustrerer en vejrtrækningspause, for selv en af klodens mest berømte musikere kan blive ”starstruck”.

”Ja, det er faktisk ret fantastisk at tænke på. Især når man ser hvor godt Frankel er kommet i gang med sin første årgang”.

“Og ja, nu har Beatrice Aurore givet mig to nye hopper – det er altså svært at trappe ned på den avl!”.


Australia bedækker for 50.000 euro på Coolmore. Foto: Caroline Norris.
Australia på Coolmore. Foto: Caroline Norris.

I dag er både Beatrice Aurore og Vigelegere i fol ved den dobbelte Derbyvinder Australia.

Ligesom Frankel en søn af Galileo, og en hest som Aidan O’Brien ved flere tilfælde har kaldt den bedste hest han nogensinde har trænet.

Australia er anmeldt til den skandinaviske Breeders’-serie, nøjagtig ligesom High Chaparral var da Benny Andersson anvendte ham til Vigelegere og på den måde producerede Breeders’ Cup-vinderen Inaya.


”De seneste fem år har været de bedste”

Historien om Mondschein har efterhånden 20 år på bagen, men den er stadigvæk fængende, og efterhånden som Rainbow Quest-hoppens døtre og deres respektive afkom dukker op, skrives kapitlerne lidt hurtigere.

Men er Benny Andersson fortsat lige så engageret som tidligere?

Benny Andersson og Jessica Long. Foto: Burt Seeger / US Photo.
Benny Andersson og Jessica Long. Foto: Burt Seeger / US Photo.

”Ingen tvivl om det – måske er jeg endda endnu mere engageret nu”.

“De seneste fem år har været de bedste, for det har været ekstra sjovt sammen med Jessica”.

“Hun begyndte for alvor at tage over med Django, og sidenhen har vi stort set ikke haft en dårlig sæson”.

“Jeg nyder, at se Jessica og Padraig høste frugterne af et stort og seriøst stykke arbejde. Det glæder mig, at de nu har stiftet familie og har formået at få det hele til at gå op i en højere enhed”.

”Igen handler det i bund og grund om familien, og den er jeg lykkelig for at være en del af”.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top