En uge efter derbyweekenden i Klampenborg fyrer Aalborg Væddeløbsbane sin store årlige galopdag af, med travhestene stående hjemme i stalden. Lokalt håber man, at heste i svensk træning lægger vejen forbi.
”Vi har faktisk omkring 120.000 svenske kroner at ride om alene i Champion Stakes”, fortæller Aalborg-træner Keld Chr. Karlsen.
“Desuden er der gode penge i rammeprogrammet. Svenskerne kan sejle fra Göteborg til Frederikshavn, og så er der kun en times kørsel i bil til vores bane”.
”Løbene lørdag den 13. august begynder klokken 12.45, og vi garanterer en god græsbane”, lover Keld Chr. Karlsen.
Anmeldelsesfristen til Champion Stakes er forlænget frem til fredag middag.