fbpx

Inaya og Sergels mor til Australia

Med udsigten til et rent Eldorado for svenskopdrættede heste i de kommende år, satses der enorme summer på bedækninger ved en række af de udenlandsk-stationerede avlshingste, som er tilmeldt den skandinaviske Breeders’-ordning.


Inaya/Elione Chaves. Foto: Burt Seeger.
Inaya/Elione Chaves. Foto: Burt Seeger.

“Vi har avlshopper der går til tophingste i både Tyskland og Irland”, fortæller Jessica Long til GalopSport.

“Vigelegere, der er mor til både Inaya og Sergel, venter ikke føl i år, men hun skal bedækkes på Coolmore med den dobbelte Derbyvinder Australia”, fortsætter Jessica.

Galileo-sønnen Australia vandt fem af sine otte karrierestarter, og udover sejrene i Epsom Derby og Irish Derby slog han også til i Juddmonte International Stakes (Gr.1).

Australia bedækker for 50.000 euro på Coolmore. Foto: Caroline Norris.
Australia bedækker for 50.000 euro på Coolmore. Foto: Caroline Norris.

Australia får sine første føl på jorden i 2016 og står i år til en bedækningstakst på 50.000 euro.


Vigelegere ejes af Chess Racings Benny Andersson, som også sender Vigelegeres søster, Gruppe-1-placerede Beatrice Aurora, til bedækning ved Australia.

“Beatrice Aurora har allerede en hoppeåring efter Frankel og er lige nu drægtig ved Sea The Stars”, fortæller Jessica.

Jive/Espen Ski vinder Svenskt Oaks 2011. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Jive/Espen Ski vinder Svenskt Oaks 2011. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Benny Anderssons svenske Oaks-vinder fra 2011, Jive (Sabiango), skal en tur til Tyskland i år.

“Hun er i fol ved Holy Roman Emperor og skal genbedækkes på Gestüt Fährhof ved Maxios. Begge hingste er ligesom Australia tilmeldt den skandinaviske Breeders’-serie i hver deres årgang”, forklarer hun.


Alerted/Manuel Martinez vinder på Jägersro. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Alerted/Manuel Martinez vinder på Jägersro. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Ernst Holding ABs 6-årige Alerted (First Defence) skal i år fole for første gang, og ligesom Jive er hun i fol ved Holy Roman Emperor.

“Derefter går hun til Kodiac”, siger Jessica.

Danehill-sønnen Kodiac kostede 5.000 euro da han gik i avlen i 2007, men efter en fantomkarriere hvor han især er kendt for at producere ekstremt hurtige 2-årige afkom, koster han i dag 45.000 euro på irske Tally-Ho Stud.

Dragon Pulse. Foto: Irish National Stud.
Dragon Pulse. Foto: Irish National Stud.

“Buck Racings Seattle Speight er drægtig med Medicean og går til Dragon Pulse på Irish National Stud. Det samme gør vores egen Head To Toe, for vi har været meget imponerede af de føl vi har set efter hingsten – og så er han jo også nomineret til den skandinaviske Breeders’-serie”.


Endelig sender Buck Racing også to avlshopper til Danmark. Både Xstase og Droit E Devoir besøger Appel Au Maitre.

“Jeg synes, at vi har en række virkelig gode avlshopper på stutteriet. Ikke bare efter skandinavisk, men også efter international standard, og ved at vælge store internationale avlshingstenavne har vi muligheden for, at bringe svenskopdrættede afkom til verden, som stort set ville være umulige at købe for en almindelig skandinavisk pengepung, hvis de blev fremstillet på en international auktion. Det er et meget spændende projekt”, afslutter Jessica Long.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top