fbpx

Pressemeddelelse: Aalborg Væddeløbsforening har opsagt direktør

Bestyrelsen for Aalborg Væddeløbsforening har pr. 31. januar 2016 opsagt NKI Racing Arena Aalborgs administrerende direktør, Michael Korfitsen.


Bestyrelsen begrunder opsigelsen med den økonomiske situation væddeløbssporten står i netop nu, hvor Kulturministeriet har reduceret tilskuddet til driften af landets baner med virkning fra 2016.

Hestevæddeløbssportens Finansieringsfond og Danske Hestevæddeløb har derfor foretaget en grundig gennemgang af samtlige væddeløbsbaners økonomi og omkostninger, og har som følge heraf påbudt banerne at reducere deres omkostninger.

Bestyrelsen for Aalborg Væddeløbsforening har på den baggrund forelagt foreningens direktør Michael Korfitsen et tilbud om ansættelse på nye vilkår, som han imidlertid har afslået. Parterne er i stedet efter gensidig overenskomst blevet enige om, at Michael Korfitsen officielt fratræder sin stilling som direktør for NKI Racing Arena Aalborg pr. 1. august 2016.

“Der står en enig bestyrelse bag beslutningen, men vi er selvfølgelig kede af den uro det skaber og det faktum at vi ikke kunne nå til enighed om rammevilkårene, udtaler bestyrelsesformand Bo Jørgensen.

– Vi ser dog frem til at fortsætte det gode samarbejde med Michael indtil han fratræder, og vil straks gå i gang med at finde en afløser til posten. Det er også vigtigt for mig at pointere i denne forbindelse, at væddeløbsbanen i Aalborg ikke er lukningstruet, men i forhold til den situation sporten står i, er vi som bestyrelse nød til at have alle omkostninger under lup – herunder lønomkostninger”, slutter Bo Jørgensen.


Siden ultimo 2010 er hver en sten på hele omkostningssiden blevet vendt og der er lavet nye forretningsgange, investeret og sat nye skibe i søen i forhold til at skabe indtægter. Det er som følge heraf lykkedes at vende skuden, der ellers havde kørt med underskud de foregående 5 år.

Aalborg banen er således i dag blandt landets førende og omsætningen er tredoblet på de få år, og har i 2015 passeret kr. 90 mio.

Michael Korfitsen har været ansat på væddeløbsbanen i lidt mere end 5 år.

– De år har været rigtig spændende, udfordrende, hårde og lærerige, udtaler Michael Korfitsen, der sammen med bestyrelse og medarbejderstab har forsøgt at ændre positivt på virksomheden på mange fronter.

“Det er lykkedes fra 2011 og frem til nu, at skabe positive driftsresultater, hvilket jeg er meget stolt af, og vil gerne takke alle kunder, sponsorer, medarbejdere og bestyrelsesmedlemmer for, at det er lykkedes”, slutter Michael Korfitsen.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top