Den dobbelte engelske guldmedaljevinder i banecykling, Victoria Pendleton, har indledt en ny karriere på hesteryg. Med støtte fra en storsponsor, online-spilleselskabet Betfair, er det hendes hensigt at ride med i det store amatør-steeplechase St James’s Place Foxhunter’s Chase i forhindringssportens mekka, Cheltenham.
Dette til trods for, at hun aldrig havde siddet på en hest før hun påbegyndte sit projekt i 2015.
De første forsøg og ridt i løb er gået mindre godt.
Bl.a. er hun faldet af en enkelt gang i et fladløb, men i den senere tid er hun begyndt at ride i Point-to-Point-løb, som er steeple-chases på naturbaner og ofte er udgangspunkt og lærested for både heste og ryttere inden de begynder deres karriere på banerne.
Senest i lørdags fuldførte hun et Point to Point og blev fjerde og nu har hun fået stillet en hest til rådighed for sit ridt i Cheltenham.
Det er hesten Pacha du Bolder, som ejes af de store ejere The Stewart Family, kendte for bl.a. Big Bucks, de seneste års bedste stayer-hurdlehest i England.
Victoria Pendleton har fået mange råd og støtte fra bl.a. Sir Anthony McCoy, så det bliver meget spændende om denne gæve sportskvinde kan få succes med sit ambitiøse forehavende.