fbpx

Skandinavisk champion tilbage i Sverige

Efter en årrække som avlshoppe på franske Haras du Mézeray, er den tidligere skandinaviske 2-årschampion, Xstase, tilbage i Sverige. “Hun er i fol ved Champs Elysees og skal bedækkes i Danmark”, fortæller hendes ejer, norske Morten Buck, til GalopSport.


Trempolino-datteren vandt to af sine tre starter som 2-årig i 2004. Hun satte kronen på værket ved at besejre Zell Amzee Zaid og den senere danske Derbyvinder MIssion Possible i Svenskt Kriterium på Jägersro og gik på vinterferie som den højest handicappede 2-årige hest i skandinavisk træning.

Den Wido Neuroth-trænede hoppe fulgte som 3-årig op ved bl.a. at vinde Mowerinaløb på Klampenborg og Svenskt Oaks på Jägersro, og som 4-årig sikrede hun sig en eftertragtet Listed-sejr i Scandinavia Cup – ligeledes på Jägersro.

Xstase sluttede løbskarrieren med syv sejre i 18 starter og mere end 1,2 millioner svenske kroner på præmiekontoen. På trods af den skandinaviske karriere valgte Morten Buck at satse på en avlskarriere i Frankrig, og her har hoppen hidtil produceret to vindere i henholdsvis Xotic (Holy Roman Emperor) og Sygma (Singspiel).

Xstase/Fredrik Johansson vinder Mowerinaløb 2005. Foto: Burt Seeger.
Xstase/Fredrik Johansson vinder Mowerinaløb 2005. Foto: Burt Seeger.

“Xotic tjente mere end 100.000 euro som 6-årig i fjor og var Holy Roman Emperors mest vindende afkom i Frankrig. Xstase har også en 2-årig helbror til Xotic i træning hos Pia Brandt”, fortæller Morten Buck, der nu har valgt at lade sin 14-årige champion fortsætte avlskarrieren i Sverige.

“Hun får nu fast base hos Jessica og Padraig Long og skal i år bedækkes ved Appel Au Maitre på Stutteri Hjortebo”, slutter nordmanden.

Selv om Xstase ikke har figureret i den skandinaviske avl, har hendes nærmeste familie sørget for at holde storløbstraditionerne i hævd.

Hun er halvsøster til On Light (Midyan), der vandt Treåringernas Elitlöpning på Täby, og til See Me (Spectrum), der på trods af at hun ikke var nogen stor væddeløber selv, i avlen bl.a. er mor til Red Dress On, som både vandt Skandinavisk Mesterskap for 2-åringer, Svenskt Oaks og Jockeyklubbens Avelslöpning, samt den svenske St. Leger-vinder Shade Of Pale.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top