Den skandinaviske kombination af træner Pia Brandt og ejerne Nils Petter Gill og Harald Dørum slog i dag til på Chantillys all weather-bane i et 2-årsløb med debutanten Silver Step.
Silver Step er en skimmel hoppe efter Silver Frost ud af Nils Petter Gills norske derbyvinder Negra Del Oro (Danehill Dancer).
Hoppen vandt en flot trekvart længdes sejr med Maxime Guyon i sadlen i et 13 hestes felt. Førstepræmien var på €12.500.
Negra del Oro, der vandt Norsk Derby for træner Arnfinn Lund og jockey Lennart Hammer, har tidligere bragt så gode afkom som Breeders’ Trophy-vinderen Beentheredonethat (High Chapparal) og dette års danske Oaks-vinder Mai Pen Rai (Whipper).
Pia Brandt fik sin anden dagssejr i et handicap for treårige hopper med Ballymore Thoroughbred Ltd’s Ambassadrice (Oasis Dream).
Hun var favorit i et felt på 15 og vandt med en længde under Maxime Guyon i sadlen. Ejeren er den berømte væddeløbsfamilie Wildenstein.