fbpx

Nu starter Breeders’ Cup!

Optakten til årets Breeders’ Cup mellem de bedste heste fra begge kontinenter er nu på sit højeste. Fredag rides de  første fire løb og lørdag hele ni løb, som indgår i Breeders’ Cup-serien.


Fredagens  første opgør er for 2 årige hingste og vallakker over 1600 meter på græs med fire deltagere fra Europa i et felt på femten. Aidan O’Brien har to deltagere med og Ryan Moore har valgt at ride Hit It A Bomb (War Front), som er ubesejret i to starter, senest på Dundalks all weather-bane.

Dernæst følger Breeders’ Cup Dirt Mile for 3-årige og ældre og der finder vi kun en enkelt europæisk deltager, nemlig O’Briens War Envoy (War Front) med Ryan Moore. Han er vinder én gang i år i seks starter og det var i Britannia Stakes på Royal Ascot, men han får det nok svært mod amerikanske Liam’s Map fra Todd Fletchers stald, som senest  vandt storløb på Saratoga i New York.

Aftenens tredje Breeders’ Cup-løb er de 2-årige hoppers opgør på græs over 1600 meter. Og der starter tre rigtig gode kandidater fra Europa, nemlig O’Briens Alice Springs (Galileo) med Ryan Moore, Jeremy Nosedas Nemoralia (More Than Ready) med den amerikanske topjockey Joel Rosario samt Richard Hannons Illuminate (Zoffany) med Frankie Dettori. Illuminate har vundet tre løb og en andenplads i fire starter.

Det fjerde Breeders’-opgør er for treårige og ældre hopper over 1800 meter dirt. Her starter ingen europæiske heste  og favoritten er Wedding Toast fra Godolphins amerikanske afdeling hos Kiaran McLaughlin.


Lørdag går det så løs omkring kl. 17 dansk tid og her vises løbene på Dantotos webtv på den internationale kanal og der kan spilles til løbene med bane nr. 94.

Det er et stort og flot program med mange heste, der skal løbe om særdeles store beløb. Mindste førstepræmie er ca.  3.5 mio. kroner og i dagens hovedløb, Breeders’ Cup Classic, venter der vinderen en check på 17 millioner kroner.


American Pharoah ved Triple Crown-sejren på Belmont Park.
American Pharoah ved Triple Crown-sejren på Belmont Park.

Breeders’ Cup Classic rides kl. 22.35 dansk tid og har 10 heste til start. Den helt store favorit er naturligvis Triple Crown-vinderen American Pharoah (Pioneerof the Nile), der gør sit livs sidste start inden stutteriet venter.

Det samme gør sig gældende for irske Gleneagles (Galileo), der som tidligere skrevet kun har én plet i sit CV, nemlig hans seneste start på Ascot i blød bane.

Nu gælder det dirt track, der som bekendt ofte bliver hårdere, når det regner. Og det har virkelig regnet de sidste dage i Keeneland, Kentucky.

Amerikanerne regner også en del  med træner Claude McGaugheys Honor Code, som har vundet tre gange i fem starter i år.

Inden vi er nået til dette sidste løb på dagen skal der afvikles følgende :


17.05. 2-årige hopper på dirt over 1600 meter med kun amerikansk-trænede deltagere. Ubesejrede Songbird er varm favorit.


17.45. 3-årige og ældre over 1000 meter sprint på græs. Heller ikke her er der nogen europæiske deltagere, hvilket man godt forstår, da amerikanske sprintere er uhyggeligt stærke. Der er nemlig meget få løb over mellem- eller lang distance i USA, da der fokuseres på sprint. F.eks. løbes deres Derbies over 2000 meter eller kortere på visse baner.

En interessant deltager er nr. 3 Undrafted fra Wesley Wards stald med Frankie Dettori i sadlen. Hans næstseneste start gav sejr på Royal Ascot i The Diamond Jubilee Stakes, hvor han slog Europas elite. Amerikanerne tror også meget på Bobby’s Kitten fra startspor 2.


18.25. 3-årige og ældre hoppers sprint over 1400 meter dirt. Også her uden gæster fra Europa, men den kvindelige engelske jockey Sophie Doyle (storesøster til James Doyle) har ridtet på nr. 1 Fioretti. Cavorting (ikke den svenske) nr. 14 er favorit efter tre sejre i træk, men nr. 4 La Verdad fra Linda Rice’s stald i New York kommer med seks sejre i træk.


19.10. 3-årige og ældre hopper over 1800 meter græs. Frankrig møder med tre deltagere, England to og Irland med championhoppen Legatissimo. Sidstnævnte har bl.a. vundet 1000 Guineas i England og har fire sejre og to andenpladser i år. Ryan Moore er i sadlen og mon ikke det er en af Europas bedste chancer på aftenen.


19.50. Breeders’ Cup Sprint over 1200 meter for 3 årige og ældre på dirt. Femten deltagere og alle fra USA. Nr. 13 Private Zone med tre sejre og to placeringer i år er populær ligesom Runhappy med fire sejre i træk.


20.30. Breeders’ Cup Mile på græs.  Nu begynder de ”tunge” løb. Her løbes der om en første præmie på  7 millioner kroner og  der er seks europæere til start af de tolv heste i feltet. André Fabre fra Frankrig møder med Exoterique og Make Believe. Roger Charlton fra England kommer med en spændende kandidat i hingsten Time Test, som er i en rivende udvikling. Meget spændende løb.


21.10. Breeders’ Cup Juvenile for 2-årige hingste og vallakker over 1600 meter dirt.  En deltager fra Irland, nemlig Zoffany-sønnen Waterloo Bridge med Ryan Moore i sadlen. Han skal bl.a. møde ubesejrede Nyquist med fire sejre i bagagen samt favoritspillede Brody’s Cause  (Giant Causeway).


21.50. Breeders’ Cup Turf for 3-årige og ældre over 2000 meter med en førstepræmie på 1 million kroner. Her starter årets hest i Europa, Golden Horn, med sin vanlige rytter Frankie Dettori. Kun besejret én gang i sin karriere og senest vinder af Prix de l’Arc de Triomphe og før da bl.a. Engelsk Derby.

Den regnfulde bane passer ham næppe, men man tager chancen alligevel, da det er hans livs sidste start inden han bliver avlshingst hos Darley i Newmarket næste år. På sin hidtige form burde han være en  suveræn vinder, men intet er sikkert i væddeløb. For Irland starter O’Briens Found (Ryan Moore), som gik et fint løb i Champions Stakes.

Golden Horn har trukket startspor 1 og vil nok sætte pris på en amerikansk pacemaker.

Nr. 10 The Pizza Man er specialist på blød bane og vandt The Arlington Million sidste gang ude.


Herefter kommer det tidligere omtalte hovedløb, Breeders’ Cup Classic kl. 22.35.

I USA kan man som begyndt løbe hestene med den blødningshæmmende medicin Lasix og en del af de europæiske heste anvender det ikke. Det gælder bl.a. Golden Horn og de Andre Fabre trænede heste.

Se startlisterne til Breeders’ Cup-dagene her.

Top 11 over avlshingste med det højeste antal Breeders’ Cup-deltagere:
Tapit: 9
Galileo: 6
Kitten’s Joy: 6
Bernardini: 5
Hard Spun: 5
Medaglia d’Oro: 5
Scat Daddy: 5
Curlin: 4
War Front: 4
Bernstein: 3
Danehill Dancer: 3

Picture of Hans Erik Westerberg

Hans Erik Westerberg

Fokus: Internationalt / Avl & Auktioner. Født 1940 i København. Tidligere eksportmedarbejder i Rex Rotary, ansat i elektronikvirksomhed i Stockholm og selvstændig med virksomhed i elektronikbranchen i Danmark og Polen indtil 2010. Bestyrelsesmedlem i Klampenborg Galopselskab i 20 år samt formand. Sidenhen formand for Dansk Galop og nuværende bestyrelsesmedlem i Dansk Hestevæddeløb. Hestejer og opdrætter. Har bl.a. ejet Clarion King og er p.t. medejer af Stradivarius. Medforfatter af jubilæumsbogen “150 år med fest, farver og fuldblod”, skrevet i samarbejde med Per Bustrup.

Seneste artikler

Scroll to Top