fbpx

“Vi fortsætter kampen”

I de kommende seks uger vil repræsentanter fra dansk hestevæddeløbssport lægge pres på landets politikere. Målet er at få ændret ordlyden i det lovforslag, der fra årsskiftet fordeler midlerne i idrættens verden.


En ting er sikkert: En samlet hestevæddeløbssport i Danmark vil i de kommende seks uger gøre alt, hvad der gøres kan for at få ændret ordlyden i det forslag til en lovtekst, som Kulturministeriet har offentliggjort forud for Folketingets behandling af den nye lov om den fremtidige udlodning til det danske idræts- og kulturliv.

Det står fast efter, at samtlige landets væddeløbsbaner, flere af sportens interesseorganisationer samt Dansk Travsports Centralforbund (DTC), Dansk Galop (DG) og Dansk Hestevæddeløb (DH) i dag var samlet til et fællesmøde på Charlottenlund Travbane.

På mødet redegjorde formand for Dansk Hestevæddeløb, Peter Rolin, for det lobbyarbejde, der er planlagt i den kommende tid, og det gav alle mødedeltagere deres opbakning til.

”Helt overordnet har vi kunnet konstatere, at forslaget til en lovtekst fra Kulturministeriet på en række punkter ikke er i tråd med stemmeaftalens intentioner. Det skal politikerne gøres opmærksom på,” siger han.


Har godt seks uger

Loven om idrættens fremtidige finansiering er en af de første, der skal behandles, når Folketinget træder sammen igen i starten af oktober.

”Vi mener ikke, at stemmeaftalen er blevet indgået på baggrund af et valid talmateriale i forhold til hestevæddeløbssporten og dens samfundsmæssige betydning. Det skal politikerne på Christiansborg have at vide, og de skal være helt klar over de alvorlige konsekvenser, som et stort fald i støtten til vores sport vil få for samfundet – specielt i de yderområder, der bliver ramt,” siger Peter Rolin.

Om den kommende tids lobbyarbejde fører til, at faldet i støtten til hestevæddeløbssporten bliver mindre end først antaget, er DH-formanden ikke sikker på.

”Det kan vi kun håbe på, men det er naturligvis umuligt at udstede nogen former for garanti. Vi har imidlertid også andre intentioner med vores lobbyarbejde,” forklarer han.

Her tænker han først og fremmest på, at hestevæddeløbssporten via lovgivningen sikres mulighed for at skabe en ny finansieringsmodel.

”Vores sport skal naturligvis have mulighed for at afsøge muligheder for at indgå i en ny finansieringsmodel evt. i samarbejde med udenlandske aktører. Og denne mulighed skal fremgå tydelig af lovteksten. Derudover skal vi også sikre, at sportens egne organisationer selv kan få mulighed for at indgå i dette arbejde,” fortæller Peter Rolin.


Ingen snak om konsekvenser

På dagens møde blev emnet ”banelukninger” ikke debatteret. Det er ikke aktuelt på nuværende tidspunkt.Alle tilstedeværende på dagens møde var enige om, at alle gode kræfter i stedet samles i forsøget på at påvirke politikerne, så det kan lykkes at få lempet flere væsentlige ting i lovforslaget.

Det er dermed først, når det endelige lovforslag ligger klar, at det fremtidige strukturelle set-up og sportslige landkort skal konkretiseres.

På mødet gav repræsentanter fra såvel DTC, DG og DH udtryk for, at de naturligvis er vidende om de bekymringer, der hersker omkring de baner, der af HFF er udpeget som lukningstruede.

Her og nu koncentreres alle gode kræfter dog i bestræbelserne på at få ændret i lovteksten, hvilket DTC, DG og DH håber på, at alle interessenter i sporten vil bakke op om.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top