fbpx

Tredje i træk til Zen Zansai Zaid

Tommy Gustafsson-trænede Zen Zansai Zaid vandt lørdag aften sin tredje sejr på stribe, og Søren Jensens Imagine tog i samme moment sin tredje andenplads i træk, da de to 4-årige heste mødtes i Nordic Champion Series Stayer over 2400 meter på Täby.


Der blev til slut tale om let spil for sidste års svenske St. Leger-vinder, der i opløbet trak let fra konkurrenterne under Shane Karlsson og hjemtog førstepræmiens 100.000 kroner.

Imagine/Elione Chaves kæmpede flot på andenpladsen en halv længde foran overraskelsen Victory For Atiger/Madeleine Smith, der kunne henvise den nylige Breeders’ Trophy Stayer-vinder El Gran Mago/Leonard Rios til fjerdepladsen.

Zen Zansai Zaid, der er første afkom ud af den danske Oaks- og dobbelte Listed-vinder La Petite Chinoise (Dr Fong), er kommet stærkt forbedret ud til sin 4-årssæson, og han ser allerede nu ud til at være klar til at tage det næste skridt op i mellemdistance- og stayereliten.

Også Imagine er kommet klart forbedret tilbage efter sin klassiske sæson, hvor hun manglede det sidste for at kunne tage kampen op med de bedste, og begge to er navne vi kommer til at høre langt mere til i tiden fremover.


Vandt også Sprinten

Inden Zen Zansai Zaids triumf i Nordic Champion Stayer, havde Shane Karlsson og Tommy Gustafsson også fejret en sejr i sprint-udgaven over 1150 meter, hvor Watch Me Fly (Bosun’s Watch) med en halv længde besejrede Puyol/Elione Chaves.

Også her var der 100.000 kroner i førstepræmie.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top