fbpx

Hurricane Flyer storfavorit i første start for Kelp

Lørdag eftermiddag giver Lars Kelp skandinavisk debut til den brune hingst Hurricane Flyer (Royal Applause – Cyclone Flyer v. College Chapel), der opnåede tre andenpladser i lige så mange starter i England sidste år og er kommet til Skandinavien med et handicap på 78.


Hurricane Flyer, der ejes af Light Valley Stud, TLPRacing og Stald Rainbow, står otte kilo højere end sin på papiret værste konkurrent, Rune Haugen-trænede Lam Of Mull (Mull Of Kintyre), og der er næppe nogen tvivl om at hingsten vil figurere som V5-spillets største favorit.

“Han er et fint individ, der naturligvis bør gå ud og vinde på sin klasse i morgen, men han virker dog lidt anspændt i træning og har nok brug for et løb i kroppen efter mere end et halvt års pause. Der er ingen tvivl om at han er hurtig, og hans tre starter i fjor var alle over 1000 meter. Jeg er ikke så nervøs for de 1200 meter, men snarere for hvordan han tackler banen, idet han har en meget flad aktion og sikkert vil komme mere til sin ret på en mere jævn bane som Jägersro”, forklarer Lars Kelp.

Hurricane Flyer rides af Klampenborg-trænerens nye staldjockey, brasilianske Ramillo de Souza, der fik en ærgerlig start på sin skandinaviske karriere i sidste uge. De Souza sad op på Helle Christensen-trænede Finish First, og uheldigvis knækkede bøjleremmen i startøjeblikket, hvilket medførte at jockeyen mistede begge bøjler.

Ramillo De Souza er uden tvivl sulten efter at vise sine evner oven på hændelsen i lørdags, og han kan ikke ønske sig en bedre chance end den han får på ryggen af Hurricane Flyer i morgen.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top