fbpx

Anne-Lise Riis Jensen fra galop til travsporten

Efter flere store job i galopsportens univers er et nyt kapitel startet for Anne-Lise Riis Jensen. Nordjyden med fortid på National Stud i England og senest Meridian Stutteri i Norge, er hoppet fra galop til trav. Som ny medarbejder i den lovende Aalborg-træner Bo Westergaards stald.


Jeg havde aldrig troet jeg skulle arbejde med travheste, siger Anne-Lise Riis Jensen”, “men det er faktisk ganske sjovt. Det hele er så nyt, men jeg har da lært at lægge en sele på en hest”.

Anne-Lise Riis Jensen var en del af den frivillige arbejdskraft da landets nuværende førende galoptræner Bent Olsen husede som amatørtræner med Jerslev som base.

I firserne fik hun job i Klampenborg, og det blev starten på en fornem professionel karriere. Hun havde de to Stutteri Skovmarken-opdræt Free And Gay og Rocket som pasheste. De vandt henholdsvis Dansk Derby og Dansk Forårsløb i samme år. 1986 var året. Begge i modebrødrene Jørgen & Ole Streckers legendariske farver.

På National Stud og Meridan udviklede Anne-Lise Riis Jensen sig yderligere. I en ledende stilling i både England og Norge. Synd for dansk galopsport at ingen udnyttede situationen, da en høj international kapacitet højst uventet blev ledig på arbejdsmarkedet, da hun fik lyst til igen at bo i Danmark.

Carl Ejler Rasmussen og hans familie på Stutteri Vang Hovedgaard slog til gengæld til da chancen bød sig. Carl Ejler Rasmussen, der har satset millioner af kroner på travsporten, på træner Bo Westergaard, men som også kender rigt til galopsporten.

Hans far Ejler Rasmussen var i flere år bestyrelsesformand for Ædle Hesteavl, og interessen for fuldblodssporten forplantede sig til sønnerne Bo Ejler og Carl Ejler Rasmussen. Sportens kendere mindes stadigvæk den første søndag i august 1987, da de to brødres fælles opdræt Farandole vandt det første millionderby i Klampenborg.

Farandole med Ole Larsen på ryggen foran Gert Hansen-trænede Mads Bomstærk med Brian Wilson som pilot. Fire uger senere fik Carl Ejler Rasmussen en ny derbytriumf. I travet med Konsonant som han både ejede og havde opdrættet.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top