fbpx

Calrissian bedst i Täby Vårsprint (L)

Det står nu helt klart, at Fredrik Reuterskiöld har Skandinaviens i øjeblikket to bedste sprintere i sin varetægt. For godt tre uger siden vandt Tertio Bloom Skånskan Sprint (L) på Jägersro, og tirsdag aften strøg Calrissian helt til tops i Täby Vårsprint (L). Den danskejede hest fik en kvart million svenske kroner for sejren.


Calrissian, der i fjor sluttede sæsonen af med at vinde Täby Open Sprint Championship (Gr.3) og den 10. maj årsdebuterede med en sikker sejr i Sprint Trial, var her ude efter endnu en stor skalp, og rideordren kunne der aldrig være tvivl om.

“Calrissian så helst at banen havde fået noget regn, men vi må i stedet håbe på at der bliver overpace på løbet så han til slut kan bruge sin gode speed”, sagde Fredrik Reuterskiöld inden opgøret, og jockey Rafael Schistl fulgte sin rideordre til punkt og prikke ved at lægge sig blandt de sidste fra start og overlade scenen til lynhurtige Alcohuaz og Steve’s Champ fremme i front.

Alcohuaz ramte opløbet som den første, men allerede her begyndte den chilenske import at vise svaghedstegn, mens der både var god fart under Steve’s Champ, Hansinger og selvfølgelig Calrissian. Midt i opløbet tegnede løbet fortsat vidt åbent – Alcohuaz kæmpede bravt indvendigt, Hansinger fik lov at bestille mere end nogensinde før under Lennart Hammer, og endelig var der Calrissian, hvis endegyldige spurt ingen kunne hamle op med.

Under Rafael Schistl sejrede Efisio-sønnen til sidst med en halv længde foran Hansinger, mens Alcohuaz holdt stærkt ved til tredjepladsen før Steve’s Champ og den stærkt afsluttende Dollar Hill. Bent Olsens Master Chef, der var eneste dansktrænede hest i feltet, sluttede på ottendepladsen for Jacob Johansen.

Calrissian blev købt som åring på Baden-Baden Sales og var indtil i fjor i træning hos Lars Kelp på Klampenborg. Efter Kelps karrierestop kom han i træning hos Fredrik Reuterskiöld og han ejes fortsat af danske Provence Hotels Holding. Det var Calrissians 20. start og sjette sejr, og hans samlede præmiesum er nu meget tæt på to millioner svenske kroner.


Tre sejre til Jacob Johansen

Danmarks championjockey Jacob Johansen strøg ikke til tops i nogen af dagens to bedst betalte opgør, men han havde alligevel en ganske indbringende dag med tre sejre og flere øvrige placeringer. Jacob vandt således tre af dagens fem første opgør med henholdsvis Peggy Sue, Queen Anne og Mount Alexander. Derudover var anden med Abbielou og tredje med både Devils Date og Low Tide.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top