fbpx

Appel Au Maitre tog endnu en pind på Peas And Carrots

Tirsdagens helt store hovedbegivenhed på Täby, Stockholms Stora Pris (Gr.3), blev præcis den drøm af et væddeløb der var håbet på, og opløbet blev endnu en uforglemmelig strid imellem Skandinaviens to ypperste væddeløbere, Appel Au Maitre og Peas And Carrots. Og for fjerde gang ud af fem mulige trak den førstnævnte det længste strå.


Stockholms Stora Pris (Gr.3) over 1950 meter græs med 1.050.000 svenske kroner i samlet præmiesum havde fået afbud fra både Sirjoshua Reynolds, Grafitti og engelske Perks, men det gjorde ingenting, for det skandinaviske publikum fik præcis det de ville have.

Peas And Carrots havde med sit udvendige spor 13 ikke fået noget forærende på forhånd, og da han samtidig blev sendt den længst mulige vej rundt samtlige sving på banen af Manuel Santos, syntes opgaven helt umulig ved indgangen til opløbet. Men han er en fantastisk fighter, Peas And Carrots. Han virkede præcis lige så god som da han i fjor besejrede Appel Au Maitre i netop dette løb, men i dag faldt alting ud til Appel Au Maitres fordel. Fredrik Johansson fik fra spor tre det perfekte udgangspunkt, og han kunne fra start placere sig indvendigt bagved førende Luca Brasi.

På bagsiden holdt Luca Brasi ved, mens der kom flere gode ryk udvendigt fra heste som Alpacco, Volo Cat og Smart Enough. Johansson fandt glimrende vej rundt opløbssvinget med Appel Au Maitre, der ved indgangen til den lige strækning fik plads lige indvendigt for Peas And Carrots – og så var det tid til en afgørelse!

Luca Brasi, der havde været foran hele vejen, kæmpede bravt indvendigt i banen og blev ved med at finde flere kræfter, Alpacco gik sit bedste løb siden sidste års sejr i Valley Chapel Memorial (L), og Smart Enough lignede en overgang hesten der kunne slå dem alle.

I sidste ende var det dog Appel Au Maitre der kunne trække afgørende fra, og til sidst vinde med en enkelt længde foran tapre Peas And Carrots, mens Luca Brasi leverede sin karrieres hidtil bedste præstation på græs som tredje foran Alpacco og Smart Enough.

Helt ude i banen fløj danskejede Quilboquet stærkest af alle efter endnu en rejse ingen kunne være tilfredse med, og det rakte ikke til mere end sjettepladsen før de to Bent Olsen-heste Dan Tucket og Volo Cat.

Appel Au Maitre, der ejes af norske Stall Perlen og trænes af Wido Neuroth, vandt her sin 10. sejr i 17 starter, og den 5-årige fukse hingst har nu rundet 6,6 millioner svenske kroner i samlet præmiesum – det svarer til at Starborough-sønnen har tjent rundt regnet 390.000 svenske kroner for hver start han har gjort.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top