fbpx

Nicholas Cordreys jockeykarriere er forbi

Nicholas Cordrey har i dag bekendtgjort, at han definitivt ikke får comeback i sadlen efter sit alvorlige styrt i Stockholm i begyndelsen af 2009. Dermed må Danmark, og Skandinavien, sige farvel til én af de mest succesrige jockeys igennem de sidste 15 år. Desværre alt for tidligt.


“Efter hvad der har føltes som meget lang tids fravær, har jeg i samråd med lægerne besluttet lægge støvlerne på hylden. Desværre vurderer lægerne, at det er uforsvarligt at ride igen, og derfor må jeg i stedet starte et nyt kapitel i mit liv. Det bliver nok svært, men jeg har aldrig været bange for nye udfordringer og jeg har en fantastisk opbakning fra min familie”, fortæller Nicholas Cordrey.

Nicholas Cordrey slutter karrieren med tæt på 1000 sejre, og livet som jockey har indbragt ham sejre i både Europa, USA på den sydlige halvkugle. I Skandinavien er det blevet til to Derbysejre med henholdsvis Cut Champion i Danmark og Double Net på Jägersro, og derudover har han redet et hav af øvrige klassiske vindere i alle tre lande.

Cordreys sidste helt store triumf var da han på sin hjemmebane Klampenborg i fjor sejrede i Capinordic Bank Scandinavian Open Championship (Gr.3) på ryggen af Chinese Mandarin.

“Jeg vil gerne takke alle hesteejere og trænere, samt mange gode venner for den opbakning og hjælp som er givet mig undervejs i min karriere. Der har været nogle styrt undervejs, heldigvis også mange sejre og jeg har aldrig fortrudt valget at blive jockey – det har været en fantastisk og lærerig tid”, fortsætter Nicholas Cordrey.

Styrtet der kom til at koste Nicholas Cordrey sin fremtidige karriere som jockey skete søndag den 18. januar, da han kort efter start styrtede af hesten Brookville, formentlig på grund af et islag under dirt track’en som fik hesten til at snuble. Cordrey pådrog sig brud på en række nakkehvirvler, men håbede længe at blive klar til hovedsæsonens start i april. Under genoptræningen blev skaden dog forværret igen, og jockeyen har nu besluttet sig for endelig at stoppe karrieren på hesteryg.

“Jeg vil se tilbage på min karriere som jockey med stolthed over at have redet knap 1000 vindere, heraf 16 klassiske vindere, flere championater og en rekord der nok ikke bliver slået foreløbig”, slutter Nicholas Cordrey, der den 22. juni 2000 blev historisk da han som den første og hidtil endeste i jockey nogensinde i Skandinavien vandt syv løb på samme dag.

Det gjorde han med hestene Wai Lin, Sunglo, Rich Choice, Scaramanga, Makebelieve Island, Vichy og Belle De Crecy, mens han i sit ottende ridt sluttede som nummer to med Eko Mirifique.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top