fbpx

Touch Of Hawk gav Hammer tredje norske Derbysejr

Det blev atter Wido Neuroth der løb med sejren i Lufthansa Norsk Derby søndag eftermiddag på Øvrevoll.


Men i modsætning til SvensktDerby 14 dage tidligere hvor Handsome Hawk var bedst, gik sejren denne gang til staldkammeraten Touch Of Hawk med danske Lennart Hammer i sadlen.

Lennart Hammer fik et rigtigt ønskeløb på ryggen af Touch Of Hawk, der i modsætning til Svenskt Derby på Jägersros dirt trak denne gang fik mulighed for at bruge sin lange speed optimalt, og da først duoen ramte fronten kort inde på opløbsstrækningen, var der intet at gøre for konkurrenterne.

Bedst af de øvrige var den svenske Derbyvinder Handsome Hawk/Fredrik Johansson, der sluttede to længder bag vinderen og fem længder foran tredjehesten Sligo Star/Rafe Schistl.

Dermed blev det de samme tre heste der var først igennem mål i SvensktDerby som slog til igen i den norske udgave, denne gang blev der dog vendt op og ned på alle pladser.

Det var Lennart Hammers tredje norske Derbysejr efter tidligere triumfer med Bye Bye Loev og Negra DelOro, og danskeren har yderligere en svensk Derbysejr med Zenato at se tilbage på.

Der mangler dog endnu en dansk Derbytriumf før karrieren kan kaldes helt komplet, men der er heldigvis mange gode år endnu i den tidligere buschauffør og udlandsprofessionelle topjockey.

“Den pause jeg tog i 2007 har været en af de bedste beslutninger jeg har taget, jeg er vendt tilbage med en helt ny glæde for mit arbejde, har lettere ved at holde vægten og nyder hvert minut af tilværelsen”, sagde en tårevædet Lennart Hammer i minutterne efter den norske Derbysejr med Touch Of Hawk.

Touch Of Hawk ejes af Stall E &F, pseudonymet bag fantomhoppen Funny Legend, der bragte syndikatets frontperson Terje Finnbråten så mange glæder i sin fantastiske karriere.

Terje Finnbråten har på trods af sine mange år inden for galopsporten i Norge aldrig tidligere ejet en Derbyvinder, så triumfen med Touch Of Hawk slog alligevel alt hvad den tidligere formand for Norsk Jockeyklub har oplevet.

Førstepræmien i Lufthansa Norsk Derby var 550.000 norske kroner. Fjerdepladsen i løb gik til endnu en Wido Neuroth-hest, Doctor Wango/Fernando Diaz, mens Ole Larsens El Miracle/Dina Danekilde tog de sidste præmiepenge på femtepladsen. Feltets eneste dansktrænede hest, Bent Olsens Henrik, sluttede på 10. pladsen under Jacob Johansen.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top