fbpx

“Røverkøb” bag flere vindere på Aalborgs store galopdag

Det var ikke kun totalisatorchefen som smilede efter galopdagen i Aalborg lørdag eftermiddag, hvor baneomsætningen viste en fremgang på 40 procent i forhold til samme dag i fjor.


Tre kvinder kunne også hive smilebåndet frem, efter sejre til deres heste, indkøbt for småpenge i forhold til nuværende status.

Helle Frydensberg betalte 3.000 guineas sidste år for at føre Gentle Beat ud af auktionshallen i Doncaster. Denne lørdag satte hesten 53.500 kroner ind på præmiekontoen, med sejr i provinsens 3-års serie 3. afdeling.

Storfavoritten Sir Randolph kom aldrig forbi hesten, som trænes af Helle Frydensberg, datter af Ulla Frydensberg, som har været med til at bære galopsporten i Aalborg igennem flere årtier.

”Mor er syg og følger løbene hjemme på TV. Det er hende som har ført mig ind i sporten”, sagde en tydeligt bevæget Helle Frydensberg efter sejren. Frederick Salvador sad på ryggen af vinderen, og det var hans tredje sejr i træk på dagen, efter sejrene forinden med svigerfaderen John Nielsens heste Amber Lady og Salute.

Glad var også Bente Østergaard, ivrigt bestyrelsesmedlem på Aalborg Væddeløbsbbane. Hendes hest Cavewarrior vandt 51.000 kroner med sejren i Limfjords Handicap, efter føring hele vejen, assisteret af jockey Marc Stott.

”Jeg gav 25.000 kroner for hesten. Købte den i Malmö gennem min træner Johan Reutersköld, som har en unghest i træning for mig”, siger Bente Østergaard. Den tidligere Fyensløbsvinder var uden rolle i dette års Fyensløb, for nogle uger siden.

”Rytteren misforstod oplægget. Det blev taktisk forkert”, fortæller træneren Keld Chr. Karlsen. “Jeg vidste formen var der”.

Odense-træneren Jette Mose Hansen lo også hele vejen ned til banken, efter sejren til hendes hest Mr Smiley, redet af Dorte Andersen. Feltets mindst spillede hest fik 25.000 kroner med hjem til det fynske.

”Jeg gav 7.000 kroner for den i England”, fortæller Jette Mose Hansen. “Det er selvfølgelig helt utroligt det her”.


Nu går vi efter Produce Stakes!

Stutteri Skovmarken Aalborgs 2-års Mesterskab blev en dramatisk affære. Feltet var nået halvvejs da der blev ringet omstart, fordi debutanten Hello Kitty havde smidt sin rytter Danny Patil af, og kom løbende i modsat løbsretning af feltet!!!

Unghestene fik flere minutters hvilepause til at få en puster, inden feltet blev sent af sted for anden gang, og det var med favoritten Ashwaq i føring, men Bent Olsens hest kunne ikke svare løbets mindst spillede heste.

Academy Award-sønnen Modello med stortalentet Emilia Hvitved sejrede foran Ashwaq og Fabinho. Førstepræmien 21.300 kroner.

”Det var selvfølgelig ikke optimalt med en omstart, men det lykkedes trods alt at gennemføre løbet”, sagde vinderens træner Torben Christensen, og efterfølgende kunne ejerparret fra Havreholms Stutteri informere om, at Produce Stakes i Odense bliver hestens næste opgave.

Louise Møller Nielsen parkerede Karen Grethe Jensen-trænede Lastbustowoodstock direkte i føring i det første 1000 meter løb i Aalborg Væddeløbsbanes historie, og der var aldrig nogen snak om sagen. Ekvipagen sejrede med fire længder til Fair Run.

”Den her er skimmel ligesom min gamle favorithest Justthetwoofus, som jeg dog aldrig nåede at vinde løb med selv”, fortalte en smilende Louise Møller Nielsen.

Tilfreds med livet var også Lena Natt Och Dag efter sejren med Carnet Apache, som vandt trods tre kilos overvægt, velunderstøttet af Andres Polanco.

“Jockeyen er arbejdsrytter i stalden hos træner Bodil Hallencreutz, og han overførte jo fint hendes staldform til min hest”, lo Lena Natt Och Dag.


Andelsbon tæt på hele V5-kassen

En kraftig medårsag til den store fremgang i banespillet, var et massivt salg af anpartsspil til de mange nye tllskuere, og der var ikke langt fra at være bingo på det eneste spil.

En V5-kupon på 20 anparter var alene før sidste afdeling, og med kryds for fire heste stod kuponen med en gylden mulighed for at hente Danske Spils V5-garanti på 200.000 kroner, men kuponen faldt med sejren til Cavewarrior.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top