fbpx

11 maidens dyster i Stutteri Hjortebo Produce Stakes

Ingen af de 11 starterklærede navne i årets første storløb for den yngste årgang, lørdagens Stutteri Hjortebo Produce Stakes, har på forhånd smagt sejrens sødme. Feltet rummer til gengæld en række interessante afstamninger, og der bliver bl.a. debut til helsøsteren til sidste års vinder af opgøret.


Lea Olsens Zarina og Søren Jensens Negroni sluttede anden og tredje bag vindende I Can Do It den 28. juni. Foto: Burt Seeger.

Det er Bent Olsen der sadler Kis Me Again (Moohajim), helsøsteren til Kis, som i fjor sejrede efter føring fra start til mål.

Foruden Kis Me Again starter Olsen også First (Moohaajim), der er første afkom ud af den gode hoppe Meringue (Battle Of Marengo), og Lady Go Go (Go Go Gadget), som er første afkom ud af trænerens tidligere danske Oaks-vinder, Iron Lady (Royal Experiment).

Kis vandt sidste sæsons udgave af Stutteri Hjortebo Produce Stakes foran My Fortune og Call Me Al. Bliver det ‘da capo’ for hendes helsøster på lørdag? Foto: Burt Seeger.

Rikke Rohbach Bonde sætter sin lid til duoen Tools Carlras (Al Shemali) og Balalaika (Giant Sandman), Lea Olsen kommer med trioen Zarina (Appel Au Maitre), Flyvende Faduma (Go Go Gadget) og Online Torkdahl (Al Shemali), mens Sandie Kjær, der vandt fredagens 2-årsløb i Klampenborg, denne gang sadler debuterende TimeOut (Juniper Tree), som er helsøster til den tidligere Kriteriumsvinder Valentin Apache.

Kajsa Lindsjö tager turen over Øresund med Purple Haze (Moohaajim), og Søren Jensen sadler Negroni (Juniper Tree).

Produce Stakes er udskrevet for danskopdrættede heste, som ligeledes er undfanget i Danmark.

Udover hovedbegivenheden rides syv opgør med start kl. 12:45 – heriblandt Benny Jensen Memorial, Last Call 3-års Løb og et ordinært maidenopgør for de 2-årige.


Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top