fbpx

Danskopdrættet avlshoppe opnår særlig status i Irland

Lucid Dreams, en 8-årig vallak efter den dobbelte tyske Gruppe-2-vinder Arcadio, fik først sin væddeløbsdebut i marts 2023. Siden har han vundet seks af sine 14 starter i Irland, og han slutter året som landets oftest sejrende forhindringshest. Det særlige ved historien er, at hans mor var opdrættet i Danmark.


Avlshingsten Final Appearance spiller en vigtig rolle i historien.

For nøjagtig 23 år siden handlede den franske agent Guy Petit den på daværende tidspunkt 15-årige Kaldoun-datter Ladoun på Arqanas Vente de l’Elevage.

Hoppen blev købt for ca. 30.000 danske kroner på vegne af Stutteri Hjortebo, og hun var i fol ved Darleys July Cup (Gr.1)-vinder Hamas (Danzig).

Resultatet blev den ganske kapable hingst Ladoun’s Son, som i Patrick Wahls varetægt på Täby vandt tre gange i 16 starter og opnåede at handicap på 81.

Patrick Wahl købte siden også de to næste afkom ud af Ladoun. Den første var hingsten What A Man (Final Appearance), som kun nåede at starte to gange med en andenplads som bedst, og siden også hoppen Dream On (Final Appearance).

Dream On, som kom til verden den 24. maj 2002 på Stutteri Hjortebo, var bredt anmeldt i de klassiske løb, men hun kom aldrig til start, og som 3-årig gik hun retur fra Patrick Wahl til Stutteri Hjortebo.

Hoppen nåede dog aldrig at indtræde i den danske avl, for i den mellemliggende periode havde to af hendes franskopdrættede søskende, Monkerhostin (Shining Steel) og Eric’s Charm (Nikos), leveret store resultater over forhindringer i England.

Monkerhostin udviklede sig i årene mellem 2001 og 2005 til én af de absolut bedste chasere.

Han besejrede legendariske Kauto Star (Village Star) i Gold Cup Chase (G2) på Exeter og vandt Coral Cup (G3) under Cheltenham, og senere var han slået med det mindst mulige af Kicking King (Old Vic) i King George (G1) på Sandown.

Som 10-årig var han fjerde bag Kauto Star i Cheltenham Gold Cup (G1).

Naturligvis var der bud efter den danskopdrættede halvsøster til Monkerhostin og Gold Cup Chase-2’eren Eric’s Charm, så Dream On blev solgt til Irland, hvor hun indledte sin avlskarriere.

Indtil 2023 havde der dog ikke været det store at berette om Dream On, men det har ændret sig i form af Lucid Dreams, som definitivt har kurs mod store ting fremover.

Årets seks sejre er bl.a. suppleret med en andenplads i Craddockstown Novice Chase (G2) på Punchestown og en tredjeplads i BetVictor Novice Chase (G3) på samme bane.

I går, torsdag den 28. december, blev Lucid Dreams testet i Grade-1-sammenhæng i Limerick, hvor han dog tidligt havde udspillet sin rolle og kom i mål som sidst af fem langt bagved Willie Mullins’ Gaelic Warrior (Maxios).

Lucid Dreams er allerede anmeldt igen til den 7. januar i Lawlor’s Of Naas Novice Hurdle (G1) i Naas.

Udover Lucid Dreams er Stutteri Hjortebo-opdrættede Dream On mor til Dream View (Aizavoski), som blot startede fire gange med opnåede en sejr og en andenplads, samt til to unge sønner af Ol’ Man River (Montjeu), som er blevet solgt som 3-årige i henholdsvis 2022 og 2023 på Tattersalls Ireland.

Dream Ons far, Final Appearance (Sadler’s Wells), blev i Skandinavien far til to Derbyvindere: Cut Champion i 2001 og Peas And Carrots i 2006.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top