fbpx

Suveræne Ayani vandt Svenskt Derby med otte længder

Først Voter, så Svenskt Derby. Og næste gang måske Dansk Derby? Jessica Long og Benny Andersson fejrede søndag deres første svenske Derbytriumf sammen, da Oliver Wilson red favoritten Ayani til en overlegen otte længders sejr foran Cotton Eye Joe og Ami De Vega.



Starspangledbanner-sønnen blev bragt til start i Derbyet som ubesejret i 2023 og med en overbevisende Voter-triumf i bagagen.

I Voterlöpning blev han bedre for hver en meter han galopperede, og kun de færreste havde egentlige betænkeligheder ved hestens distanceformåen. Og de få blev også gjort til skamme.

Igen slog Mondschein-linjen til. 19 år efter Sibelius (Night Shift) strøg til tops i Dansk Derby for Jessicas forældre Caroline og Berndt Strömberg.

Derbyfeltet på vej rundt svinget med Fourth Commandment og Irish Fire som de to forreste. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Det er Sibelius’ halvsøster Vigelegere (Be My Chief), der igennem Oaks-, St. Leger- og Breeders’-vinderen Inaya (High Chaparral) er mormor til Ayani, og stayeregenskaberne er så gennemslagskraftige, at selv en sprinterstjerne som Coolmores australske champion Starspangledbanner (Choisir) nu har lavet en Derbyvinder.

Oliver Wilson var én af de første ryttere i feltet, som måtte minde sin hest om opgaven på første halvdel af bagsiden, men Ayani svarede på hvert et ridetag og accellererede støt fremad i jagten på Bent Olsen-trænede Irish Fire (Make Believe), som Eddie Pedroza havde sendt frem i et tidligt angreb på Fourth Commandment (Amaron).

Ayani og Oliver Wilson på vej mod sejren i Svenskt Derby 2023. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Irish Fire havde ved indgangen til opløbssvinget fortsat et par længders føring, men Ayani overtog kommandoen midt i svinget og havde på dette tidspunkt udvendige Ami De Vega (Lope De Vega) som sin umiddelbart værste konkurrent.

Ami De Vega nærmede sig, men kom aldrig rigtigt faretruende nær, og i stedet var det Stutteri Hjortebo-opdrættede Cotton Eye Joe (Appel Au Maitre), som kunne tage hånd om andenpladsen for sin ejer Stall Trick Or Treat.

Bugatti BF (Creative Cause) blev fjerde, Irish Fire femte og Beckham (Shalaa) den sidste præmietager.

Ayani og Oliver Wilson. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Sejren i Svenskt Derby var sammenlagt 1.295.000 svenske kronor værd for Ayani, som er født i England, men vokset op hos Jessica og Padraig Long i Sverige.

Den brune vallak er derfor registreret som svenskopdrættet, og han er den første svenskopdrættede vinder siden Bloomerace vandt den sidste Derby-udgave der var lukket for importer i 1995.

Jessica Long og Oliver Wilson i synkron Derbyjubel. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Ayani har nu vundet fire af sine fem første starter. Eneste nederlag kom i 2-årssæsonen, hvor han var anden på en længdes afstand af mere rutinerede Footfall (Footstepsinthesand), men foran årets norske 2000 Guineas-vinder Nuevo Estrella (Kodiac).

Og hvad bringer den umiddelbare fremtid så?

Ayani er ikke meldt i Norsk Derby, men han har allerede to muligheder om små tre uger. Jessica Long kan starte ham i The Macallan Dansk Derby på Klampenborg lørdag den 5. august, eller hun kan vente til dagen efter og gå efter det tredje og sidste ben i Jägersros Triple Crown – Hurricanelöpning over 2650 meter.

Om det bliver det ene eller det andet behøver Jessica ikke svare på lige nu – men et opgør mellem Ayani og Slava Ukraini (Moohaajim) i Danmarks Derby på Klampenborg vil alligevel være noget helt specielt.

Jessica Long med sin svenske Derbyvinder Ayani. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Team Jessica Long sammen med Benny Andersson, Ayani og Oliver Wilson. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Fejring af Derbysejren – Team Long, Oliver Wilson og Chess Racings Benny Andersson. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Benny Andersen – ejer og opdrætter af Sveriges Derbyvinder 2023. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top