fbpx

Good Fortune mod Master Bloom i fire-hestes Grand Prix

Lørdagens hovedbegivenhed på Klampenborg, Stutteri Stork Skandinavisk Grand Prix, tiltrak kun fire deltagere i kampen om førstepræmiens 100.000 kroner. Cathrine Erichsens forsvarende vinder Master Bloom bærer topvægt mod Good Fortune, Aperola og Hollywoodboulevard.


Master Bloom vandt Skandinavisk Grand Prix i fjor efter en forrygende opløbskamp mod King David. Foto: Burt Seeger.

Den tidligere Derby- og Scandinavian Open (Gr.3)-vinder Master Bloom vandt i fjor Skandinavisk Grand Prix foran King David (Elusive City), og han kommer fra en heroisk tredjeplads i Stockholm Cup International (Gr.3) på Bro Park.

Hér var han kun slået med hals af Hard One To Please (Fast Company) og engelske Outbox (Frankel), og det var en præstation der gav et spring fra 89 til 93 i handicap. Master Bloom er dog stadigvæk et kilo under det tal han fik i fjor, da han slog King David.

I år skal Master Bloom først og fremmest slå Søren Jensen-trænede Good Fortune (Appel Au Maitre), som hidtil har haft en pletfri sæson.

Good Fortune sæsondebuterede først direkte i Dansk Breeders’ Cup og var slået med kort hoved af Iron Butterfly (Swipe).

Derefter vandt han et handicap over 1800 meter med topvægt, hvorefter han sluttede bedst af til andenpladsen bag King David i Pokalløb (L).

Senest var Good Fortune ude i Breeders’ Trophy Mile på Bro Park, hvor han ganske sikkert fik kæmpet sig forbi Hollywoodboulevard (Wilshire Boulevard) til slut. Vel at mærke over 1600 meter, som er det absolut korteste for ham.

Hollywoodboulevard, som i mellemtiden er blevet købt af Lulu Tøpholms LT Racing, fulgte op på andenpladsen i Breeders’ Trophy Mile med en fjerdeplads i søndagens Listed-opgør Arnfinn Lunds Minneløp på Øvrevoll, så formen er fremragende, omend de to løb ligger tæt op ad hinanden.


Good Fortune vandt senest Breeders’ Trophy Mile foran Hollywoodboulevard. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Lea Olsen-trænede Aperola, der er helsøster til Good Fortune, har handicapmæssigt et stykke op til de øvrige, men hun sælger sig altid dyrt og gør sig sjældent bort på Klampenborgs græs.

Hun var senest sjette i Fyensløbet, fire længder bag sin vindende staldkammerat Prins Valiant (Lope De Vega), og gangen forinden vandt hun Racing Arena Champion Stakes i Aalborg foran Northern Calrras (Bated Breath).

Stutteri Stork Skandinavisk Grand Prix rides som lørdagens sjette løb og er altså en del af V5-spillet.


Se startlisten til Klampenborg herunder.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top